Henvist til et halvt sæde
Bussen gjorde holdt i en landsby nord for Puno, og en enkelt mand steg på. Han gik ned gennem midtergangen og stoppede ved mit sæde. Så kikkede han på sin billet og viste den til mig. Jeg sad på hans plads. Åbenbart var der reserverede pladser. Den mulighed havde jeg ikke skænket et tanke, men det var selvfølgelig OK. Der måtte jo så være en anden plads til mig, og det betød, at jeg ville komme til at slippe for den lidt plagsomme indianer, der stadig sad og mumlede oprørt ved siden af mig.
Jeg fandt min billet frem og læste mit pladsnummer.
Og til min forskrækkelse så jeg, at jeg skulle sidde ved siden af en kolossal
indianerkvinde, der fyldte det meste af et dobbeltsæde lidt længere fremme i bussen. Da jeg klemte mig ned mellem hendes venstre balle og armlænet, grinede hun bredt til mig og blottede et gebis, der var rigt bestykket med tænder af guld og stål. De nærmestsiddende morede sig højlydt, da de så, hvordan jeg skruede mig ned i den smalle spalte, som hendes vældige bag levnede ud mod midtergangen. Således fortsatte min rejse mod Cuzco mere beklemt end bekvemt.
Våde sokker viser vej mod toilettet
Hen under aften nåede vi langt om længe frem til en lille landsby, hvor en kro med gule guirlander i loftet lokkede de vejfarende indenfor. Et køleskab med øller og Coca Cola blev slået op og tømt på rekordtid, og lidt efter opstod der trafikprop foran toilettet.
Toilettet var et spartansk rum. Brune vægge af adobe muddersten og lerstampet gulv. Til gengæld var det fornemt udstyret og lå helt klart klasser over den almindelige toilet-standard i Andesbjergene. Der var en vask med en messinghane. Så var der et toilet med skyl - dog uden WC-bræt. Og så var der minsandten en lille kumme på væggen, en kumme af den slags, som kun mænd og store drenge kan benytte med bekvemmelighed. Denne kumme var et rafinnement, en kundefacilitet som sikkert efter værtens mening placerede hans kro i udviklingens frontlinje.
Jeg stillede min foran kummen, og mærkede snart, hvorledes trykket lettede fra min rejseblære. Jeg mærkede også en varm væske, der plaskede ned på mine sandalklædte fødder. Det lille urinal havde simpelthen ikke noget afløb!
Når jeg kikkede ned i bunden af kummen, så jeg ned gennem den forkromede rist og durk ned pa mine nu gennemblødte sandaler. Enten var urinalet en ren pyntegenstand, eller også måtte den stedlige mandlige del af befolkningen betragte våde tæer som en naturlig følge af et toiletbesøg.
Heldigvis var det så varmt og tørt i luften, at mine tæer atter havde fået det helt rart, da bussen satte i gang på den næste etape.
Pakker på vandring
Min ny rejsefælle skulle snart vise sig at være endnu mere støjende end den fulde indianer. Hun talte højt og ophidset med andre kvinder rundt om i bussen, og når hun ikke var midt i en talestrøm, lænede hun sig tilfreds tilbage i sædet eller rettere: i sæderne - og smaskede larmende på en stor klump tyggegummi.
Efterhånden som turen skred frem, gik det op for mig, at den tykke indianerkvinde i virkeligheden var leder af en eller anden omfattende operation i bussen. Kvinderne skubbede store pakker og kasser frem og tilbage mellem sæderne, og det var min nabo, der styrede de forskellige pakkers placering. De andre passagerer tog alt dette pakkeflytteri med en knusende ro. De løftede benene, når en pakke kom glidende ind under sædet og skubbede den videre, og de gav gerne en hånd med, når en anden pakke blev sendt retur med en besked om at lægge den op i bagagenettet længere nede.
For en fremmed virkede alt dette som et besynderligt tidsfordriv, og jeg fik først forklaringen, da bussen pludselig stoppede klokken halvtre om natten foran en politispærring.