MEXICO

Det mystiske gummifolk i Mexicos feberland

Mexicos mærkeligste fortidskultur blev opdaget af en dansk eventyrer

Tekst og foto: Klaus Aarsleff

Hvor Mexico smalner til i bunden af den Mexicanske Golf ligger Tabasco provinsen. Jovist, den hidsige Tabasco-sovs har fået navn fra netop denne del af Mexico, hvor chili-peberen hævdes at have særlig kraft. Her bosatte en af Amerikas ældste og mærkeligste kulturer sig. Det er et fladt og sumpet land, fyldt med mangrove, floddeltaer og slanger. Et sted, hvor der altid er fugtigt og diset. Et sted med tunge regnskyl og tæt vegetation. Et feberland. "Afskyeligt!" forsikrede min lokalguide mig.
Vi sad på en bar i Mexico City, som trods sine 20 millioner indbyggere og evige smog faktisk er en ganske pæn og velordnet by - i det mindste når man sammenligner med andre storbyer i den 3. verden.
"Det er et forfærdeligt sted," fortsatte Fernando. "Det myldrer med slanger og kryb. Men der er mystiske ting dernede. Jeg har hørt, at man har fundet en kolossal mur, der er bygget at store, perfekt tilhuggede sten. Den skulle være utroligt gammel."
Meget mere vidste Fernando ikke om olmekerne. Men det er der ikke noget at sige til. Der findes ikke nogen, der ved ret meget om dette folk. Ingen ved, hvor de kom fra, eller hvad der blev af dem. Og man ved heller ikke, hvad de selv kaldte sig. Ordet "olmeker" kommer af det indianske ord for gummi: "ollin". Det gamle folk tappede nemlig gummi af gummitræet og de lavede verdens første gummibolde, som de brugte i et helligt boldspil.

Fik kvittering af røvere

En af de første, der udforskede olmekerne, var den danske eventyrer og desperado Frans Blom, som i 1919 blev smidt ud af sit velhavende borgerhjem i København. Frans’ far var en velstående og givetvis særdeles krakilsk købmand, der krævede total lydighed, flid, ordenssans og sparsommelighed af sine børn. I hjemmet talte man engelsk mandag og tirsdag, tysk onsdag og torsdag og fransk fredag og lørdag. Om søndagen fik børnene - og konen - lov til at slappe af med det danske modersmål. Frans gjorde helhjertet oprør mod den gamle patriark. Faktisk gjorde han sig så umulig, at hans far gav ham en enkeltbillet over Atlanterhavet til Mexico.

En overgang i 1920’erne arbejdede Frans Blom som lønningschef for et amerikansk olieselskab og under sine rideture i Tabascos jungle stødte han på nogle underlige og kolossale stenhoveder. De var ofte halvvejs begravet i jorden og de forestillede mærkelige, brede hjælmklædte ansigter.
Under en af turene mødte han også en samling banditter, der havde besluttet at tage sækkene med olieselskabets lønposer fra ham.
"Pengene eller livet, senor!" snerrede en skummelt udseende fyr, mens han prikkede Frans Blom i maven med sin riffel.
"Meget vel, den herre," samtykkede Frans. "Men jeg må bede om en kvittering. Hvis jeg kommer hjem uden kvittering, tror chefen bare, at jeg selv har taget pengene."
Skurken så forvirret ud. Så blottede han et mangelfuldt tandsæt i

et bredt grin. "Selvfølgelig, senor. Selvfølgelig. Vi er vel mænd af ære!"
Hvorpå han skrev en kvittering, som Frans kunne få med hjem.

Frans Blom fotograferet i sit bibliotek i huset "Casa Na Bolon" i San Cristobal i Mexico.

Brolagt med tømmermænd

Frans Blom blev så fascineret af de store stenhoveder i junglen, at han lavede tegninger af dem. En dag viste han tegningerne til nogle arkæologer, og sådan gik det til, at olmekernes besynderlige kultur blev opdaget.
Arkæologerne blev faktisk så imponerede over Bloms evner, at de sørgede for, at han fik en uddannelse i arkæologi i USA. Senere vendte han tilbage til Mexico, hvor han giftede sig med den schweiziske fotograf Gertrude Blom, og sammen købte de et nedlagt kloster i bjergbyen San Cristobal.
Frans Blom døde i 1963 i en alder af 70 år, men Gertrude døde først i 1993. Jeg mødte hende i det gamle kloster i 1991, hvor hun fortalte om et eventyrligt liv sammen med danske Frans.
"Han var et mandfolk!" understregede hun, mens hun slog med sin stok i jorden. "Jeg glemmer aldrig vores første møde under 2 verdenskrig. Denne høje, lyse mand med de dybblå øjne. Ak!"
Hun så skarpt på mig gennem sine stærke brilleglas. "Men nogen engel var han heller ikke. Han drak! Aj, hvor han drak. Jeg kæmpede mod han svaghed. Hver gang han havde tømt en flaske, tog jeg den og bankede den ned i en af stierne med bunden i vejret! Basta! Så kunne han skamme sig, hver gang han gik en tur!"
Sådan gik det til, at turister i San Cristobal i dag kan finde flere at stierne ved det gamle kloster brolagt med flaskebunde. Det er et vejnet, der må have kostet mange tømmermænd.

Kinesere eller ringvrag?

Heldigvis behøver man ikke at tage ud i Tabascos febersumpe for at se de mystiske fund fra olmekerne. I byen Villahermosa tæt pÂ den Mexicanske Golf har arkæologerne nemlig samlet en række af de mest imponerende statuer i La Venta Parken. Her kan man se ting, der sætter forskerne grå hår i hovedet.

Olmekerne efterlod sig statuer og skulpturer, som er utroligt udtryksfulde og samtidig overmåde fremmedartede. Tunge, plumpe ansigter med hængende mundvige og tykke læber, ansigter, som rummer blandingstræk af mennesker og kattedyr. Det er statuer og ansigter, som vi ikke finder mage til andre steder i Mellemamerika.
Nogle af de største af olmeker-skulpturerne forestiller brøsige ansigter med grove, kvæstede træk - nærmest som hos aldrende ringvrag. Disse stenhoveder er lavet af basalt og vejer optil 30 tons stykket. Nogle af dem er transporteret over afstande på mellem 50 og 100 km.
Mærkeligt nok blev hovederne begravet af olmekerne. Måske var de en slags offergaver, eller måske var det høvdinge-statuer, som blev begravet, når høvdingen døde. Dr. Betty Meggars fra The Smithsonian Institute i Washington

Et af de enorme olmeker-hoveder i La Venta parken i Villahermosa.

I USA har også undret sig over olmeker-statuernes besynderlige ansigtstræk. Hun har fremsat den teori, at olmekerne i virkeligheden var mennesker,der udvandrede fra Asien under den kinesiske Shang kultur for over 4.000 år siden. Andre tror, at olmekerne kom fra Afrika, eller at de endda oprindelig var indbyggere i sagnlandet Atlantis...