Forlængelse til Sri Lanka
3. - 7. februar. Kr. 7.650

En af Buddha grotterne ved Dambulla.
Dag 11. Lørdag d. 3. februar. Flyvningen fra Cochin varer en god time. Fra Colombo lufthavn fortsætter vi til de hellige grotter ved Dambulla. Det er en køretur på ca. 3 timer.
Dambullas historie menes at gå tilbage til mellem det 7. og 3. århundrede før Kristi fødsel. De ældste endnu bevarede hulemalerier og statuer kan dateres til det første århundrede før Kristi.
I området findes der 80 grotter, med de fem vigtigste placeret bag det store Gyldne Tempel. Tempel komplekset ligger i en ca. 150 meter høj og ca. 600 meter bred kæmpeklippe. I de fem grotter er der ikke mindre end 153 Buddha statuer, 3 statuer af sri lankanske konger og 4 statuer af guder og gudinder, hvoraf de to er hinduguderne Vishnu og Ganesh. Udover statuerne rummer grotterne vægmalerier, som strækker sig over 2.100 m2. Malerierne fortæller først og fremmest om Buddhas liv og belæringer.
Vores hotel, Habarana Village, ligger tæt på Dambulla grotterne, og vi er fremme sidst på eftermiddagen.

Isurumuniya klippetemplet i Anuradhapura.
Dag 12. Vi kører til den gamle kongeby Anuradhapura. En tur på ca 1,5 timer fra hotellet.
Byen blev grundlagt for 2.500 år siden og var i århundreder kongeby i det singalesiske rige på det nordlige Sri Lanka. Byen var så kendt og prominent, at den endda er med på Ptolemæus verdenskortet fra det 2. århundrede.
Omkring år 1.000 blev byen stormet og ødelagt af tamilske styrker sydfra og den henlå herefter i 9 århundreder som glemt og tilgroet jungle. Først under den engelske kolonitid begyndte man igen at interessere sig for den gamle by, og arkæologer gik igang med at restaurere de gamle templer og paladser.
Vi skal bl.a. se Isurumuniya buddhisttemplet, der er bygget omkring en stor klippe med en lille hellig dam foran. Vi skal også se Ranmasu Uyana parken, der blev anlagt med bassiner og geometrisk havearkitektur for 2.500 år siden. I parken er der en sten med et mærkeligt rundt symbol skåret ind i overfladen. Dette symbol hævdes at kunne transportere dig i tid og rum, hvis du berører det på den rette måde og under de rette astrologiske forhold. Stenen er derfor blevet kendt som “Stargate” stenen.
Der er mange andre, interessante seværdigheder ved den gamle by. Her i blandt flere store stupaer og boddhi-træer, der hævdes at være aflæggere fra selve det træ, hvorunder Buddha sad for 2.500 siden, da han mediterede og “så lyset.”
I løbet af eftermiddagen kører vi retur til hotellet ved Dambulla.


Foto øverst: Det over 2.000 år gamle badeanlæg i Ranmasu Uyana parken. Foto herunder: Stargate symbolet i parken.
Det hævdes at kunne føre dig på rejse i tid og rum - hvis du ved, hvordan det skal aktiveres.

Sigiriya klippen.
Dag 13. Vi forlader vores hotel og kører til den enorme Sigiriya klippe, der ligger en halv times kørsel fra Dambulla.
Ifølge gamle skrifter udvalgte kong Kasyapa (år 477-495) stedet, som den ny hovedstad i sit kongedømme. Andre historier fortæller, at det var kongens far, der påbegyndte byggerierne og udviklingen af området, og at kong Kasyapa blot fuldførte det efter, at han havde myrdet sin far og overtaget tronen.
Selve kongens palads blev som en vældig ørnerede placeret på toppen af den 200 meter høje sten. Der er 1200 trin derop og vejen derop går forbi, hvad der engang formentlig har været verdens største kalkmaleri. I dag er det meste tæret væk af vind og vejr, men der findes fortsat kalkmalerier andre steder i Sigiriya. Omtrent halvvejs oppe gør vi holdt på et plateau, som kong Kasyapa etablerede. Det kaldes Lion Gate fordi kongen fik udhugget en kæmpe løve med poterne hvilende på plateauet. Løvepoterne er velbevarede og der er taget ikke så få billeder af de enorme klør.
Fra Lion Gate fører trinene den sidste halvdel op til toppen af Sigiriya og kongepaladsets ruiner. Det første vi lægger mærke til på toppen er en helt fantastisk udsigt til alle sider. Selvom det er lidt diset i de fjerne, kan vi for eksempel se bjergtoppene i Matale. Også udsigten til de omgivende haver og deres struktur er et fantastisk syn.
De tilbageværende ruiner er de forskellige bygningers fundamenter og bassiner, der udgjorde paladset. De giver et godt billede af, hvor stort og gennemført det har været, og de mange niveauer paladset var bygget i. Det tager omkring 2 timer at komme op og ned igen + tiden du bruger deroppe.
Fra Sigiriya kører vi til en ny kongeby, nemlig Kandy, der også var hovedstad da Christian d. 4’s folk kom forbi for at sikre sig fordelagtige handelsaftaler med kejseren. De forhandlinger mislykkedes, så i stedet drog ekspeditionen over til Indiens kyst, hvor man fik den lokale herskers tilladelse til at indrette Trankebar - som vi jo har besøgt en halv snes dage før ankomsten til Kandy. I Kandy bor vi på hotel Cinnamon Citadel.


Foto øverst: Luftfoto af Sigiriya kongebyen på toppen af klippen. Herunder: Kalkmalerier på den store klippe.
Dag 14. Dagens udflugtsprogram omfatter en tur til den store Kongelige botaniske Have med alle slags tropetræer og tropeblomster. Vi ser kongepaladset, hvor Christian d. 4’s gesandt blev vist døren.
Og vi skal besøge det meget vigtige buddhistiske Tandens Tempel. Dette tempel har - hævder buddhister - en helt særlig kraft, idet en af selve Buddhas tænder opbevares her i et skrin.
Det siges, at tanden blev fjernet ved Buddhas kremering og smuglet til Sri Lanka i en prinsesses hår. Buddhas tand ligger i et juvelbesat skrin, som hviler på en overdådig lotusblomst af guld. Tusindvis af pilgrimme valfarter hvert år til templet for at få et glimt af skrinet.
Det helligste af det hellige i Tandens Tempel i Kandy.
Dag 15. Onsdag d. 7. februar. Vi kører til Colombo lufthavn (ca. 2 timers kørsel). Herfra flyver vi retur til København med ankomst sen aften.
Priser og praktisk for forlængelsen til Sri Lanka:
PPris: Kr. 7.650 pr. person i dobbeltværelse. Beløbet inkluderer al fly- og landtransport, skatter og afgifter, udflugter og entréer i henhold til programmet samt ophold på 4- eller 5-stjernede hoteller med morgenmad og aftensmad. Drikkepenge til chauffører og lokalguider er også inkluderet. Rejseleder: Forfatter og journalist Klaus Aarsleff.
Tillæg for eneværelse: Kr. 3.360.
Visum til Sri Lanka: Koster US $ 50. Bestilles på internettet (vejledning fremsendes i god tid før afrejse).
Afbestillingsforsikring: Kan tegnes hos Gouda og koster 6% af rejsens pris. Denne forsikring skal betales samtidig med at man indbetaler depositum.
Påklædning. I februar er klimaet varmt på denne rundrejse. Dagtemperaturer på mellem 25 og 30 grader og tørt vejr. Sommertøj er derfor sagen. Afslappet tøj overalt. Korte ærmer og korte bukser er OK for det meste. Mere sømmelig påklædning vil blive værdsat i nogle af templerne, hvor man også tager skoene af. Nogle steder tillader templerne, at man trækker strømper på fødderne, når man går ind i helligdommen. Tag derfor gerne at par tempelsokker med. Sandaler vil være fornuftigt fodtøj, men gode travesko er også en fin idé. Hotellerne på denne rejse har generelt set høj standard og f.eks. aircondition kan påvirke valget af tøj, når man skal på restaurant.
Der er glimrende swimmingpools på hotellerne, så husk badetøj, hvis du ønsker at tage en tur i vandet.
Vaccinationer/medicin. Ingen pligtige vaccinationer, men Havrix mod smitsom leverbetændelse vil afgjort være en god idé. Der er kun ringe risiko for malaria.Tjek også vaccination mod stivkrampe. Husk personlig medicin!
Valuta/lommepenge: Rejsen inkluderer 1/2 pension (morgenmad og aftensmad) - regn med ca. 200 kr. om dagen til øvrige måltider og drikkevarer. Tag dollars med - gerne også i mindre sedler. Euro er ved at vinde indpas, men dollars er stadig at foretrække.
I øvrigt: Husk nødvendig personlig medicin. Medbring evt. lommelygte i tilfælde af strømsvigt. Medbring film/batterier/hukommelseskort til kamera/videoudstyr. Strømmen er generelt 220 volt og som regel kan danske stik bruges.
OBS! Der er max plads til 16 deltagere på forlængelsesrejsen til Sri Lanka.
Turen til Sri Lanka gennemføres ved minimum 8 deltagere.
Download program for Sydindien og Sri Lanka rejsen.
Du kan downloade hele rejsens program incl. rejsebetingelser og tilmeldingskupon ved at trykke her.