Mount McKinley. Det indianske navn for bjerget er Denali - og det er nationalparken opkaldt efter.
En grizzly med tre unger - hvilket er ret usædvanligt. Normalen er en eller to unger. (Foto fra rejsen august 2016).
En elg græsser i vejsiden.
Dag 5. Vi kører til Fairbanks i det centrale Alaska. En tur på 2 1/2 time. Vi spiser frokost i Fairbanks og fortsætter så mod Yukon ad Alaska Highway, der blev anlagt i hast under 2 verdenskrig. En stor del af ruten går langs Tanana floden med Alaska bjergkæden mod syd. Ved 17-tiden når vi byen Tok, der oprindelig hed Tokyo Camp. Her bor vi for natten.
Vi befinder os nu i et af verdens bedste observationsområder for nordlys. Lysene kan ses året rundt - men bedst om vinteren i den lange kolde nat. Der er dog også gode muligheder i august/september, så vi tjekker nordlysmeldingen på www.pffr.alaska.edu/-pffr/aurora og satser på klar nattehimmel.
Nær Tok ser vi også den store Alaska olierørledning.
Efterårsklædte bjerge - på vej fra Tok til Dawson.
Den hvidhovedede havørn letter...
Dag 6. I dag følger vi den berømte "Top of the World" highway, hvor store naturpanoramaer ligger som perler på en snor. Efter i alt ca. 6 timer når vi frem til Dawson i hjertet af Klondike.
"Klondike Kate's" er et af vore favorit hænge-ud-steder i Dawson.
Dag 7. Vi laver en udflugt til guldgraverfelterne, der nu atter summer af livlig aktivitet. Den rekordhøje guldpris har sendt masser af lykkejægere til Klondike. I 2016 blev der registreret over 12.000 aktive "claims" i området.
På "Digtergaden" i Dawson skal vi se Jack Londons bjælkehytte og en hytte, hvor digteren Robert Service boede i flere år i begyndelsen af 1900 tallet. Robert Service blev meget velhavende takket være en stribe guldgraver-digte og western-ballader, som udkom i store oplag. Jack London blev endnu mere berømt - men først efter at han med et ødelagt helbred havde forladt Klondike. Han boede her i en hytte i vinteren 1897 - 1898, og det var en miserabel tid. Jack ville afprøve sig selv som guldgraver. Han fandt kun lidt guld, men udviklede skørbug og muskelsmerter, som forfulgte ham et kort lid igennem. Han døde i 1916 som blot 40-årig på sin luksusranch i Californien. Mellem Klondike og sin død nåede han at skrive en vældig mængde af digte, noveller og romaner. En af hans mest berømte fortællinger er beretningen "Ulvehunden" (på engelsk: "The Call of the Wild"), der handler om hvalpen Buck, der stjæles fra sit forkælede liv i Californien for til sidst at ende som vildmarkshund i Yukon. Gennem mange prøvelser finder Buck tilbage til sit indre og virkelige "jeg."
Jack Londons hytte i Dawson.
Vi skal også smage den berømte "Sourtoe" drink med den afhuggede storetå. Der er tale om en ægte, indtørret storetå, der ligger på bunden af glasset med whisky. Tåen skal berøres med læberne, hvorefter man bliver optaget i "The Sourtoe Society" - med diplom!! Og vi skal til et flot udsigtspunkt over byen. Her arrangerede guldgraverne en stor midnatssol fest omkring år 1900. Til alles skuffelse opdagede man, at solen ikke holdt sig over horisonten - Dawson ligger trods alt for langt mod syd til at have midnatssol.
Man kan stadig finde guldgravere med en vaskepande, men de fleste går mere metodisk til værks.
Dag 8. Vi kører fra Dawson til Yukons hovedstad Whitehorse. En tur på ca. 8 timer. Byen ligger på ruten fra Skagway til Klondike og Dawson City, hvor guldgraverne for 100 år siden flokkedes om floder og vandløb for at vaske det kostbare metal.
Whitehorse er ikke nogen særligt imponerende eller stor by. Men naturen undervejs er stor. Tæt på hotellet ligger en af Yukons bedste og mest rustikke guldgraver restauranter.
Bjergsø ved vejen fra Whitehorse til Skagway.
Dag 9. Små tre timer syd for Whitehorse når vi Skagway - den gamle guldgraverby. Vejen til Skagway er igen en formidabel tur gennem bjerge og pas. Og Skagway er et kapitel for sig. Omkring år 1900 voksede den frem med lynets hast, og alle de gamle træbyninger står endnu.
Det hele begyndte i 1896, da et skib med en ton guld lagde til i San Francisco. Det kom fra nye fund i Yukon, og aviserne ryddede forsiderne. „Guld! Guld! Guld!“ stod der med spærrede typer, som ellers forbeholdes jordskælv og krigsudbrud. Tusindvis af guldgravere, eventyrere og banditter fra hele jordkloden satte nu kurs mod Skagway, hvorfra Chilkoot sporet førte til guldfloderne i Canadas vestligste provins. Og det var langt fra nogen afslappet spadseretur, der ventede mændene.
Al proviant til opholdet i vildmarken skulle slæbes, trækkes eller bæres på hesteryg frem til Yukon floden, 200 km. nord for Skagway. Herfra kunne man så sejle videre på tømmerflåder eller i simple både. Omkring 100 km. fra Skagway mødte guldgraverne den canadiske grænse, og man fik kun lov til at krydse grænsen, hvis man havde ét ton proviant med. Det var, hvad myndighederne skønnede var nødvendigt for at klare et års ophold i ødemarken. Mange guldgravere måtte pendle frem og tilbage mellem grænsen og Skagway op til 50 gange for at overføre den nødvendige proviant. En grusom bedrift! I løbet af de første år døde mange mænd af anstrengelserrne og tusindvis af heste kollapsede undervejs. Den berømte vildmarksforfatter Jack London gav Chilkoot sporet tilnavnet „Deadhorse track“, og det fortælles, at stanken fra de døde kadavere undertiden var ganske uudholdelig.
I dag klares turen på et par timer på behagelig asfalt, og det er næsten umuligt at forestille sig, hvor hårdt det må have været at forcere Chilkoot sporet for blot 100 år siden.
Lidt uden for Skagway kan man opleve den gamle guldgraverkirkegård, hvor blandt andre Skagways notoriske gangsterkonge Jefferson „Soapy“ Smith ligger begravet. „Soapy“ stod for bordeller, rulning, afpresning, spil og anden mere eller mindre lyssky aktivitet i Skagway. Han herskede over en bande på op mod 100 bondefangere, som på forskellig vis franarrede nys ankomne guldgravere de penge, de ellers skulle have brugt til indkøb af heste, muldyr og proviant. Disse „greenhorns“ (dvs. „grønskollinger“) nåede altså aldrig længere end til Skagway, og egentlig mente „Soapy“, at han gjorde dem en tjeneste. Nu kunne de i det mindste vende hjem med livet i behold. Ofte gav ham dem, med en nådig gestus, så mange penge, at de kunne betale en enkeltbillet til San Francisco på næste båd sydover.
„Soapy“s karriere stoppede brat, da en revolverkugle fra en oprørt borger den 8. juli 1898 sendte skurken i dørken.
Skagway anno 1900.
Skagway i dag.
Dag 10. Vi flyver i små fly til Juneau, der blev grundlagt under det første goldrush i 1890, og som stadig er Alaskas hovedstad. Byen huser blot 30.000 mennesker, og man kan kun komme til den pr. fly eller skib, så før effektiv telefoni og nu internet må det have været en lidt besværlig placering af statens forvaltning.
Byen ligger en snes kilometer syd for lufthavnen, og undervejs kører vi til den store Mendenhall gletsjer, der ligger få km. fra lufthavnen. Alaska har i tusindvis af gletsjere, som alle i disse år bliver mindre og mindre - en fænomen, som jo efter al sandsynlighed skyldes den globale opvarmning takket være „drivhuseffekten.“
Gletsjeren glider ned i en sø omkranset af kold regnskov. Den årlige nedbør ved Juneau er 1310 mm., hvilket er det dobbelte af regnmængden i Danmark. Den kraftige nedbør giver basis for regnskovsdannelse - men naturligvis i en kølig variant.
Efter en tur i skoven fortsætter vi til hotellet i Juneau.