Etiopien. Afrikas ukendte kulturland

etiopien kort 764

​Stiplede linjer er indenrigsfly. Faste linjer er landtransport.

En rundrejse i det store afrikanske land Etiopien. Landet, hvor dronningen af Saba herskede og hvor en konge skar kirker ud - direkte i fjeldet.

​Et land rigt på kulturminder, natur og spændende folkeslag...

2020: 16. - 26. februar. Kr. 21.775
​Forlængelse til stammefolk ved Jinka og Turmi 25. - 29. februar. Kr. 6.600

Rejseleder: Klaus Aarsleff​

​Fra tidernes morgen har Etiopien spillet en fremtrædende rolle i kulturhistorien – ja, faktisk i hele menneskehedens historie. Her i landet har man fundet det ældst kendte skelet af en hominid, der repræsenterer en overgangform mellem menneske og abe. Og her gik oldtidens karavaneveje mod antikkens Ægypten, Grækenland og Rom. Kostbarheder fra det centrale Afrika fandt vej til de fjerne markeder i Mellemøsten sammen med guld fra de rige miner i det østlige Afrika.

     I Etiopien boede dronningen af Saba for 3000 år siden. Hun herskede over et stort og rigt land, og hun havde en berømt affære med den legendariske kong Salomon, der residerede i sit berømte palads og tempel i Jerusalem. Hendes land var sikkert identisk med det rige land Punt, som omtales i ægyptiske tekster.

     Legenden fortæller, at den magiske Pagtens ark blev ført fra Salomons tempel til Etiopien, og at denne ark den dag i dag opbevares i en lille, hellig bygning i byen Axum.

     Allerede omkring år 300 blev kristendom indført i Etiopien og ca. 50% af Etiopiens 80 millioner indbyggere er i dag kristne, idet de tilhører den særlige etiopiske ortodokse kirke. Kirken er beslægtet med den koptiske kirke i Ægypten, men er i høj grad centreret om den særlige relikvie kraft fra Pagtens Ark.

     Da kristendommen blev indført, boede Etiopiens herskere i Axum i landets nordlige del. Senere kongedynastier valgte andre placeringer af magtcentret – f. eks. Lalibela og Gondar. Og undervejs oplevede Etiopien mange omvæltninger, men det blev aldrig gjort til en europæisk koloni. Eller næsten aldrig. Italien erobrede landet (dengang kendt som Abessinien) i 1889, men italienerne blev smidt ud igen allerede i 1896 ved et knusende slag nær Axum.

     I 1930 blev en prins ved navn Ras Tafari udråbt til kejser Haile Selassie og året efter fik Etiopien sin første grundlov. Ras Tafari skulle senere give navn til en hel kult af hashrygende tilhængere, der mente at han var den genfødte Jesus.

Freden under Haile Selassie varede kun kort. I 1935 vendte Italien tilbage og befolkningen blev bl. a. bombarderet med sennepsgas. 275.000 etiopiere blev dræbt ved det italienske angreb, og landet var nu igen en italiensk koloni. Allerede syv år senere satte allierede styrker dog Italien på porten.

     Sidste halvdel af de 20. århundrede var en barsk tid for den etiopiske befolkning. Fra 1972 til 1974 hærgede en alvorlig tørke, som tog livet af omkring 200.000 indbyggere. Der var i forvejen stor utilfredshed med Haile Selassies despotiske styre og nu voksede det til oprør. Den 12. september 1974 blev Haile Selassie styrtet og Etiopien blev erklæret en socialistisk stat. Dette blev starten på 20 års ørkengang med marxistisk undertrykkelse, håbløs flirten med Cuba og Sovjetunionen og forskellige skærmydsler med nabolandene. Endelig i 1995 blev der fred i Etiopien og den marxistiske diktator oberst Mengistu flygtede til Zimbabwe, hvor Mugabe modtog ham som en kær ven.

     Freden varede dog ikke længe. Mellem 1998 og 2000 var der krig mellem Etiopien og Eritrea. Denne strid er nu bilagt.

     Etiopiens hårdt prøvede befolkning er blandt de fattigste i verden. Bruttonationalproduktet pr. indbygger er på ca. 8.000 kr. om året. Det er sådan ca. 2% af det danske BNP pr. indbygger. Alligevel er etiopierne utroligt venlige og smilende mennesker, der hilser turisten med stor begejstring og sky nysgerrighed. Der er næppe tvivl om, at landet har et stort potentiale, når det gælder fremtidig turisme, og i byer, som f. eks. Bahir Dar ved Tana søen, er der da også flere store fire- og femstjernede hoteller på vej. Så det er nu, man skal opleve Etiopien – før der er Coca Cola skilte og McDonald burgerhuse overalt.

​OBS!

På de længere strækninger i Etiopien har vi valgt at flyve frem for at køre. De fleste veje i landet er stadig i en meget rustik (for nu at sige det mildt) forfatning. Så det kan ikke betale sig at spare nogle håndører for til gengæld at skrumple afsted i mange, mange timer.

skt jørgen kirke 764

​Skt. Jørgen kirken i Lalibela. Skåret ud af klippen.

Program dag-for-dag​

Dag 1: Fly fra København til fx Stockholm eller Frankfurt. Her flyskift og videre til Addis Ababa med ankomst tidligt dag 2.

Dag 2: Transfer til Hotel Jupiter Cazanchise. Ved middagstid: bytur til Nationalmuseet, der bl.a. huser ”Lucy” – et mere end 3,5 millioner år gammelt skelet af vor ældste forfader – eller rettere: formoder. Skelettet af Lucy er fundet i Etiopien og hun er et såkaldt ”missing link”, dvs. en overgangsform mellem abe og menneske.

     Ved museet ligger også en hyggelig restaurant, hvor vi spiser frokost.
​     Om eftermiddagen kører vi op i Entoto bjergene over Addis Ababa, hvor vi ser ud over byen. Undervejs møder vi mange kvinder, der skaffer sig et magert udkomme ved at hente brænde i skovene. De bærer kolossale stakke ned til byen.

Dag 3: Fly fra Addis Ababa til Bahir Dar ved den store Tana sø. Vi kører til hotellet og når også at besøge det store lokale marked før frokost.

     Om eftermiddagen er der bådtur på Tana søen. Vi sejler til et 400 år gammelt kloster, der ligger på en halvø i den sydlige ende af søen. Der ligger mange klostre i området, men en del kan kun besøges af mænd – så dem undgår vi. Der er også en chance for at se flodheste på søen.

etiopisk pilgrim 764

​Pilgrim i vejkanten.

kvinde etiopien 764

​Kvinde ved hytter ved vejen mod Gondar. Hun har sit fineste søndagstøj på.

Dag 4: Vi kører  til den gamle kongeby Gondar, der ligger ca. tre timers kørsel fremme ad en glimrende asfaltvej (som kinderne har anlagt). Undervejs ser vi mange små samfund, og vi får et godt indtryk af livet på landet i Etiopien. Vi stopper også i en af landsbyerne og tager et kik på forholdene. I Gondar bor vi på Hotel Taye Belay, der ligger centralt i byen og tæt på et stort borg- og slotskompleks fra 1600-tallet. Gondar var den centrale kongeby i datidens Etiopien og over flere generationer styredes landet herfra. Det store kompleks er bygget med assistance af portugisiske ingeniører og håndværkere, så det ligner egentlig nærmest et massivt, middelalderslot i det sydlige Europa. Portugiserne kom til Etiopien, fordi de i generationer havde ledt efter et rigt og kristent sagnland i Afrika, hvor "Prester John" var hersker. Beretningen om "Prester John" dukkede op i korsfarertiden, og det var den portugisiske Tempelridder og stormester Henrik Søfareren, der for alvor satte skub i ekspeditioner til bl. a. det indre Afrika.

     Vi skal også se en kirke fra kongetiden – med bl.a. et maleri af Muhammed på en kamel, der drives frem af en lille djævel. Det er sandelig godt at de ophidsede islamister ikke har hørt om denne kirke!

     Endelig rummer Gondar et særligt badested med et lille kapel – også fra konge-tiden. Dette badested har form som en stor swimmingpool og bruges til store masse-dåb ceremonier.


Kongeborgen i Gondar.

Dag 5: Heldags udflugt til de flotte bjerge i Simien Nationalparken. Her skal vi gå en lille tur langs kanten til en kolossal og ganske frodig canyon. Og vi skal kikke efter flokke af gelada- eller "blødende hjerte"-bavianer. Man kan gå helt tæt på flokkene, der synes at være fuldstændigt ligeglade med menneskers tilstedeværelse. En fantastisk oplevelse!

gelada aber 764

Gelada bavianer i Simien naturparken.

Dag 6: Vi flyver fra Gondar til Lalibela, der var kongeby i middelalderen – omkring år 1200. Kongen havde en storslået plan om at skabe et nyt Jerusalem, så over mange år blev bjergene ved Lalibela forvandlet til en labyrint af klippekirker, gange, helligsteder og symbolske bibelsteder. Klippekirkerne er simpelthen lavet i ét stykke ved at hakke sig vej ned i bjergmassivet. På den måde blev der skabt en række bygningsklodser, som så blev udhulet, så de kunne tjene som kirker. Disse kirker er et helt enestående kulturfænomen, som da også er at finde på UNESCOs liste over menneskehedens kulturarv.

     Det hævdes, at der er fjernet lige så meget stenmateriale for at udhugge disse klippekirker, som der i sin tid medgik til at bygge den store Cheopspyramide.

     I dag udforsker vi først og fremmest nogle af de gamle stenkirker i Lalbela.

     Vi bor på det bedste hotel i Lalibela – Hotel Roha.


En meget smal og høj dør fører ind til nye klipperum og underlige strukturer i Lalibela. Vi vil opdage, at døren i virkeligheden viser vej til en ejendommelig genfødselskult i det gamle Etiopien.

Dag 7. I dag udforsker vi flere af Lalibelas mærkværdige klippegange, grotter og helligsteder.

      ​En flot ældre herre og en lokal skønhed i Axum. De er karakteristiske etiopere.

Dag 8. Fly fra Lalibela til Axum. Vi kommer nu til et af de ældste magtcentre i Etiopien. Kongerne i Axum herskede over store dele af Østafrika for mellem 1500 og 2500 år siden. Deres mest påfaldende bedrift - set med nutidens øjne - var at rejse en række enorme steler, der står som en slags gravmæler på kongernes gravplads. Nogle af disse steler er over 20 meter høje og vejer over 200 tons. Den største stele målte 34 meter i højden og vejede omkring 525 tons! Stelerne blev hugget ud i granit i ét stykke og fragtet til gravpladsen.​


Nogle af de store kongesteler i Axum

Vi har i dag ingen anelse om, hvordan datidens folk bar sig ad med at transportere og rejse en søjle på 525 tons. Det er faktisk en af verdens største menneskeskabte og menneske-transporterede enkeltsten. Den store stele er væltet på et tidspunkt og den er desværre brækket i flere stykker. Den ramte i faldet et gravkammer, der var skabt lidt i stil mod vores stendysser. Overliggeren på dette kammer består af en enkelt granitsten med en vægt på over 300 tons!

pagtens kapel 764

​I den lille bygning til højre opbevares - hævdes det - selveste Pagtens ark! Arken overvåges af en præst, der bor i huset døgnet rundt og året rundt. Når han dør, udnævnes en anden vogter. Ingen andre har adgang til huset. For nogle år siden prøvede en turist at snige sig ind i Arkens hus, så i dag bevogtes det af vagter med maskingeværer.

​     I Axum har man også en kirke fra 1600 tallet og ved siden af denne kirke står der et lille kapel, som hævdes at rumme selveste Pagtens Ark. Legenden fortæller, at jøderne fremstillede Pagtens Ark, så den kunne rumme tavlerne med de 10 bud, som Moses fik af Gud under den lange vandring i Sinai ørkenen, før jøderne nåede deres forjættede land (Israel). Lovtavlerne giver Pagtens Ark en meget stærk og farlig energi, så ingen almindelig dødelig bør nærme sig denne ark. I Axum er en præst tilknyttet kapellet med arken, og han er den eneste, der må se arken. Når han dør, udnævnes en ny vogter. I alle de ca. 50.000 kirker i Etiopien opbevares små kopier af Pagtens Ark, og selv disse kopier har en uhyggelig kraft. Behandler man ikke kopierne med respekt, risikerer man at blive ramt af blindhed og lammelse. Enhver rettroende etiopier vil kunne bekræfte, at sådan er det.

sabas slot 764

​Strukturer fra dronningen af Sabas palads?

​     Lidt uden for Axum har arkæologer udgravet et gammelt palads, som en lokal legende hævder, at selveste dronningen af Saba boede i. Dronningen af Saba var samtidig med kong Salomon i Jerusalem (dvs. ca. år 1.000 før Kristi) og hun fik under et besøg hos den vise Salomon - stadig ifølge overleveringen - en søn sammen med kong Salomon, nemlig kong Menelek. Menelek drog på et tidspunkt til Jerusalem, og da han tog hjem til Etiopien igen, fulgte en stor gruppe jøder med ham. Og han tog også Pagtens Ark med sig.

​     Beretningen om den jødiske udvandring sammen med Menelek har muligvis noget på sig. I hvert fald har Etiopien helt op til nyere tid haft en stor gruppe jøder boende, og disse "mørke jøder" fik for en halv snes år siden lov til at rejse hjem igen - dvs. til Israel.

​     Uheldigvis viste franske udgravninger i dronning Sabas palads, at bygningen kun er ca. 1500 år gammel. Den er altså opført små 1500 år efter Sabas død.

​     Men for 18 år siden begyndte tyskeren Ziegert at lave nye udgravninger i paladset, og han opdagede, at der under de 1500 år gamle mure er rester af et endnu ældre bygningsværk. Faktisk omkring 3000 år gammelt. Så måske har dronningen af Saba virkelig boet her.

​     I Axum bor vi på byens bedste hotel - Hotel Yeha.​​

​Et par frække rollinger.

​   ​Det gamle Månetempel i Yeha.

Dag 9. Efter morgenmad kører vi til byen Yeha, der ligger ca. 1 1/2 times kørsel fra Axum. Yeha huser et månetempel fra omkring år 600 f. Kr. Dette tempel er Afrikas ældste bygning syd for Sahara. Samtidig er templet lavet i et perfekt, nærmest romersk murværk. Først på eftermiddagen er vi tilbage i Axum, hvor vi skal se resterne af et slot, som angiveligt husede dronningen af Saba. Det meste af bygningsværket er dog af yngre dato, men under de gamle mure har man fundet rester af noget, der rent faktisk har den rigtige alder - det er rester, der er op mod 3.000 år gamle (se ovenfor).

hirse renses 764

Hirsen renses for avner. Hirse er en vigtig afgrøde i Etiopien. Af de små frø laves det syrligt smagende fladbrød injeera, som indgår i ethvert lokalt måltid.

Dag 10: Vi flyver retur til Addis Ababa og bor igen på Hotel Jupiter. Om aftenen er der etiopisk middag med underholdning, og de, der ikke skal med på forlængelse til stammelandet, køres til lufthavnen før midnat, så de kan nå flyet til Europa og Danmark. Gæster på forlængelse for en fredelig nattesøvn på hotellet.

Dag 11: Hjemme i Danmark eller på vej mod nye eventyr i Omo-dalen i det sydligste af Etiopien.

Forlængelse til stammefolk:

Dag 11: Fly til Jinka i det sydlige Etiopien. I løbet af eftermiddagen går vi en tur i Jinka, hvor vi bl. a. ser smeden, keramikeren og hjemmebryggeren i aktivitet. Alt foregår som i middelalderen i Danmark. Overnatning på Hotel Jinka Resort.

mursi 2 764

Hytter i mursi landsby.

mursi 1 764

Mursikvinde med læbeplade.​

Dag 12: Vi starter dagen med at besøge en mursi landsby. Mursifolket, der lever i den sydlige del af Omo-dalen, var før kendt som tallerkennegre, efter den læbeplade som kvinderne bærer. Folkene lever stadig tildels som nomader og vi skal først og fremmest finde en af deres små landsbyer, der består af små hytter. Når den er lokaliseret (efter en god times kørsel ad grusveje), venter der os et utroligt møde med mennesker, der synes at leve i en tidslomme fjernt fra det 21. århundrede.

hamer 2 764

Hamerkvinder på markedet i Key Afer.

hamer 1 764

Hamerkvinder.  

     Herefter sætter vi kursen mod byen Turmi og undervejs gør vi holdt ved torsdagsmarkedet i Key Afer. Markedet samler folk fra et stort område af Omo dalen, og vi vil bl. a. se mursier og hamere. Begge stammer er kendt for deres utrolige kropsudsmykninger, klædedragter, frisurer og smykker. Hamerfolket er også kendt for at unge mænd konkurrerer om hvem der kan springe over fleste tyre.

     Mursistammen udgør i dag kun 3.000 mennesker, mens hamer stammen består af ca 40.000 medlemmer. For begge stammers vedkommende gælder det, at de som kultur er presset af centralregeringen og indvandrende landmænd. Nogle etnografer mener at begge kulturer vil være udslettet om ganske få år.

     Et par timers kørsel syd for Jinka når vi Turmi, hvor vi bor for natten på Buska Lodge. Før aftensmad besøger vi en hamer landsby.

Dag 13: Vi kører retur til Jinka, hvorfra vi flyver til Addis Ababa, hvor et hotel med dagværelser står til vores rådighed. Sidst på aftenen kører vi til lufthavnen og flyver retur til Danmark.

Dag 14: Ankomst til København

​​

Priser og praktisk​

Grundrejsen koster kr. 21.775 pr. person i dobbeltværelse. Dette beløb inkluderer al flytransport, alle skatter og afgifter, overnatning i gode hoteller (3 eller 4 stjernede - de bedste man kan få), halvpension (morgenmad og aftensmad), alle udflugter som beskrevet, drikkepenge til lokalguider, chauffører og hjælpepersonale samt rejseledelse ved Klaus Aarsleff.

Tillæg for eneværelse: Kr. 3.800.

Forlængelse til stammefolk koster kr. 6.600 pr. person i dobbeltværelse. Dette beløb inkluderer fly Addis Ababa - Jinka retur, alle skatter og afgifter, overnatning i 2-stjernede lodges (de bedste man kan få), halvpension (morgenmad og aftensmad), transport i 4-hjulstrækkere med plads til chauffør og tre passager i hver bil (normalt benyttes Toyota Landcruisere), alle udflugter som beskrevet, drikkepenge til lokalguider, chauffører og hjælpepersonale samt rejseledelse ved Klaus Aarsleff.

Tillæg for eneværelse på forlængelsen: Kr. 1.250.

Visum: Koster US $ 50 og kan købes ved ankomst til Addis Ababa lufthavn.

Frivillig afbestillingsforsikring: Koster 6% af rejsens pris.

Rejseforsikring hos Gouda: Koster kr. 510 (med fravalg af dækning for personlige ejendele, idet dette normalt er dækket af indboforsikringen).

Informationsmøde: Der holdes informationsmøde om rejsen i Eventyrernes Klub, Nyhavn 53 B, Kbh. i efteråret 2019. Endelig dato vil fremgå af hjemmesiden: www.livsrejsen.dk. Alle interesserede er velkomne. Men reservér venligst plads på tlf. 30709075.

Vaccinationer: Ingen lovpligtige. Anbefales: Havrix (mod smitsom leverbetændelse).

Malaria: Lille risiko - vi rejser i tørketiden og for det meste på en højslette i 2000 - 2500 meters højde, hvor klimaet er tempereret og risikoen for malaria er yderst beskeden. Hvis man vil gardere sig 100% anbefales Malarone eller Vibradox (tal med din læge).

Husk: Nødvendig medicin. Lommelygte (strømsvigt er almindelige i Etiopien). Film og/eller hukommel-seskort til kameraet.

Beklædning: Det vil generelt set være varmt og tørt. (20 - 25 grader) og endnu varmere i det sydlige stammeland. Afslappet sommertøj er ok overalt. Husk dog lange bukser og vindjakke til kølige timer om morgenen og aftenen. Selvom vi rejser uden for regntiden kan en regnbyge forekomme.

Lommepenge: Kontante US dollars er det bedste. Kreditkort kan bruges hist og her.

Velkommen til endnu en anderledes og eventyrlig rejse, hvor sikkerhed, oplevelser og høj kvalitet er en selvfølge.

Klaus Aarsleff,

forfatter og rejseleder​

​Trønningevej 14 C | 4520 Svinninge | Telefon: 30 70 90 75 | E-mail: info@livsrejsen.dk

Medlem af Rejsegarantifonden nr. 2620

RUNDREJSER

Overalt på kloden – til enestående

og gådefulde lokaliteter.

Bøger

Titler af Klaus Aarsleff

Rejser, myter, fortidsgåder...

Artikler

Tryk her for at se et udvalg af spændende rejseartikler.​

monstergab 250

STEDER AF KRAFT

Helligsteder og kraftsteder,

hvor det uforklarlige er tæt på...