Peru & Bolivia

Andesbjergenes hemmelighed

2018: 4. - 19./22. oktober. Kr. 33.950

Fra det imponerende og gådefulde Tiahuanaco tempel kompleks i Bolivia.

​Intet andet sted i verden er så mange klimazoner, så mange landskabsformer og så mange naturscenerier samlet på ét sted som i Peru. Få steder finder man så mange bygningsværker og minder fra fjerne og gådefulde kulturer.


På mindre end tre uger kommer vi fra det vældige og vindblæste Altiplano ved Titicaca-søen, til den fugtdryppende regnskov i Amazonas og til de vildsomme bjerge i Vilcabamba, hvor inkabyen Machu Picchu ligger som en ørnerede på en fjern tinde. Videre til inkaernes hovedstad Cuzco og verdens goldeste ørkenflader ved Stillehavskysten. Fantastiske tempelmure, gådefulde kæmpetegninger i ørkenen, indianermarkeder, heksenes boder i La Paz, medicin-træer i Amazonas, sejltur på Titicaca, Guldmuseet i Lima. Denne tur er et stormvejr af indtryk.

Dag-til-dag program for Bolivia & Peru rejsen:

Dag 1. Med fly fra København til La Paz (flyskift i Europa og USA).

Dag 2. Ankomst til La Paz i 3.600 meters højde. På vej til hotellet får vi de første indtryk af livet i Andesbjergenes højland: Indianerkoner med store skørter, bylter på ryggen og bowlerhatte - og i det fjerne de sneklædte tinder, der står knivskarpt i den tynde luft.

Dag 3. Udflugt til Månedalen i bjergene syd for La Paz. Herefter besøger vi indianernes grøntsagsmarked, hvor op mod 200 forskellige kartoffeltyper falbydes. Vi skal også til kvarteret med heksenes boder, hvor man kan købe amuletter og snurrig naturmedicin - bl. a. indtørrede lama-fostre. Hvis der er brug for en opstrammer, anbefales en mundfuld koka-blade eller en kop koghed koka-the. Koka-blade handles fuldt legalt overalt i højlandet.


De gamle tempelsten i Tiahuanaco er bearbejdet på helt forbløffende vis. Til venstre ses en sten af andesit (samme hårdhedsgrad som granit). Stenen er slebet på alle 6 sider og på forsiden skærer en 4,5 mm. bred rille sig lodret ned over fladen. I bunden af rillen er der boret små huller ind i stenen. Til højre en tegning af en af de mest komplekse sten, der er fundet i Tiahuanaco. Så vidt vides, havde folk dengang kun stenøkser og bronzemejsler at arbejde med. Stenøkser og bronzemejsler kan imidlertid slet ikke lave de bearbejdninger, vi ser i det gamle templer...

Dag 4. Vi kører op på højsletten - Altiplano - til den gamle tempelby Tiahuanaco. Her ser vi nogle af de mest ejendommelige fortidige bygningsværker i verden. Nogle mener, at et ukendt kultur skabte de mest gådefulde sten ved en ukendt teknologi for op mod 10.000 år siden. Klik her og læs artikelen om de ejendommelige tempelsten ved Tiahuanaco.

     Fra templerne ved Tiahuanaco fortsætter vi til et fredfyldt hotel ved Titicacasøens bred.

Dag 5. Vi sejler ud på Titicacasøen og gør holdt på øen Zurriq. Turen fortsætter til Copacabana nær grænsen til Peru. Her skal vi besøge den undergørende Madonna statue i kirken og vi skal skifte bus før den videre rejse til grænsen.

Først på eftermiddagen kører vi ind i Peru og fortsætter til byen Puno, hvor vi skal bo et par nætter.

Dag 6. Udflugt til Uru-indianerne, der bor på sivøer ude i Titicaca-søen. Efterhånden har indianerne både fået kirke, skole og telefoncentral, men de bor stadig uhyre primitivt - og fugtigt.

En ældgammel kultplads på Sillustani gravsletten.

Om eftermiddagen kører vi til Sillustani-højsletten nær Puno. Her har der været begravelsesplads i årtusinder og der findes en stribe underlige gravtårne, som blev rejst for mellem 700 og 1000 år siden. Sillustani betragtes som kult- og mysteriested af indianerne og deres shamaner. Vi vil opleve, at det i høj grad er et underligt og stille sted - tæt på livets og dødens gåde.

Dag 7. Vi kører med bus over det nordlige Altiplano langs høje bjerge til Cuzco - inkaernes gamle hovedstad. Undervejs ser vi et stort inkakompleks med resterne af et tempel på godt 2000 kvm og over 150 runde depot-tårne. Og vi besøger en kirke, som kaldes for "Andesbjergenes sixtinske kapel" - på grund af en overdådighed af vægmalerier.

     Cuzco er en utroligt charmerende bjergby, hvor mange af de 700 år gamle inkamure står endnu. Murene indgår i de spanske kolonitidshuse og de har i tidens løb vist sig langt mere modstandsdygtige overfor vejr, vind og jordskælv end de spanske mure. Vi bor meget centralt i den gamle by.

Dag 8.​ Udflugt til fæstningsanlæg og templer i bjergene ved Cuzco. Vi skal bl. a. se det vældige anlæg Sacsayhuaman og vi skal opleve det gådefulde klippetempel Quenco Grande. Quenco Grande er et stort stykke grundfjeld, der er skåret og snittet til på alle mulige leder og kanter. Templet er skabt på ukendt vis af en ukendt kultur lang tid før inkaernes erobring af Cuzco omkring år 1300. Vi skal bl. a. også besøge den store katedral ved Cuzcos gamle plaza.

Fæstningsanlægget Sacsayhuaman ved Cuzco.

Dag 9.​ Vi kører den korte tur til byen Pisaq i inkaernes Hellige dal. I Pisaq er der hver torsdag og søndag et berømt indianermarked, hvor folk kommer ind fra oplandet for at handle. Ved byen findes også nogle af de flotteste terrassemarker fra inkatiden overhovedet. Dem skal vi selvfølgelig også se.

     Frokosten nyder vi på en dejlig hacienda restaurant, hvorefter vi kører til den gamle inkaby Ollantaytambo. Ollantaytambo huser et imponerende fæstningsanlæg, der bevogtede indgangen til Vilcabamba-dalene. Her led de spanske conquistadorer et af deres få nederlag til inka-krigerne. Øverst på Ollantaytambo er der rester af gamle tempelmure, der synes at stamme fra en ældgammel og ukendt Titicaca-kultur. Denne nat bor vi på et charmerende hacienda-hotel i den frodige dal, der engang var af central betydning for inkaernes agerbrug. Dalen ligger i ca. 3000 meters højde og alle slags afgrøder kan dyrkes i den frugtbare jord ved Urubamba-flodens bredder.

Terrassemarker ved Pisaq - og fløjtespiller...


​Den gamle inkafæstning og helligdom Ollantaytambo ligger i dramatiske bjerge ved indgangen til det vildsomme

Vilcabamba område.

Machu Picchu.

Dag 10.​Vi griber morgentoget og kører over en bjergkam ned i Vilcabamba. På ca. 3 timer bevæger vi os 1000 meter ned i højde og direkte ind i troperne. Vi skal frem til den gamle inkaby Machu Picchu, der ligger i et af de mest vildsomme bjergområder i Peru (se foto øverst på siden). Fra stationen kører vi i minibus op til Machu Picchu, der klynger sig til en bjergtop højt over os.

     Denne eftermiddag bruger vi til at udforske Machu Picchu, som amerikaneren Hiram Bingham opdagede i 1911. De gamle ruiner og omgivelserne af lodrette bjerge, tæt jungle og langt nede den brusende Urubamba flod gør dette sted til et af verdens smukkeste og mest dramatiske scenerier.

     Vi overnatter ved Machu Picchu, så vi har en ny mulighed for at opleve inka-byen dag 9. Bemærk! Ved Machu Picchu bor vi på områdets absolut bedste hotel - også bedre end det Orient Express hotel, der ligger umiddelbart ved ruinerne. Hotellet hedder Inkaterra Machu Picchu og er en af de helt unike oplevelser på denne rejse. Se nærmere på hotellets hjemmeside: www.inkaterra.com.

Den gamle solsten i Machu Picchu - et af flere ejendommelige helligsteder i byen

Dag 11. ​Om formiddagen er der en chance for at tage på nyt besøg i Machu Picchu - eller man kan tage på en af de guidede udflugter i hotellets park for at se fx kolibrier eller orkidéer.​ Om eftermiddagen kører vi med tog og bus tilbage til Cuzco,

Dag 12. Vi flyver mod øst ind til Amazonas-byen Puerto Maldonado. Her skifter vi til en lille motorbåd og ad Madre de Dios floden sejler vi til vores jungle-lodge en god time fra Puerto Maldonado. Her bor vi de næste to nætter i Inkaterra lodgen Hacienda Concepcion. Luften omkring os er tæt af lyde fra papegøjer, tropefugle og insekter af alle slags.

     Bemærk: Vores lodge hører til den eksklusive Inkaterra gruppe og regnes for en af de bedste i Sydamerika. Se nærmere på www.inkaterra.com.
     Sidst på dagen fører en indfødt guide os ind i regnskoven, hvor vi ser nærmere på en række medicinplanter og nyttetræer, som indianerne bruger. Vi ser også det dødsensfarlige myretræ.

Dag 13. Vandretur i junglen til Sandoval-søen, hvor vi padler rundt og ser på dyre- og planteliv.
Om eftermiddagen er der udflugt til en af verdens længste kanopé-turen. Vi går fra trækrone til trækrone i ca. 30 meters højde i regnskoven.

Dag 14. Vi sejler tilbage til Puerto Maldonado og flyver til Lima. Om eftermiddagen er der udflugt til det berømte Guldmuseum med store samlinger fra de tidlige peruanske kulturer.

Dag 15.​ Fly retur til Europa med ankomst dag 16 i København.​

Forlængelse til Nazca og Paracas:

Dag 15. Med bus til det gamle tempelkompleks Pachacamac syd for Lima. Herfra videre gennem ørken og oaser til Nazca by i den tørre og legendariske Nazca-ørken.

En af de mange gigantiske tegninger på Nazca-ørkenen. Tegningerne kan kun ses fra fly. Kolibrien måler 98 meter fra næb til halespids

Dag 16. Mulighed for at flyve over Nazca-ørkenen i små fly, der kredser over de store tegninger af aber, fugle og geometriske figurer. Tegningerne skønnes at være mindst 1500 år gamle. Ingen ved, hvorfor de blev lavet, for kun folk i fly eller balloner har mulighed for at se dem. Efter flyveturen (der dog - i modsætning til alle øvrige entréer og udflugter - ikke er med i rejsens pris og som koster ca. US $ 100) kører vi til et virkelig godt strandhotel, der ligger ved Paracas bugten midtvejs mellem Nazca og Lima.

Dag 17. I hurtig motorbåd sejler vi ud til Ballestas guano-øerne, der huser et helt fantastisk dyreliv. Søløver i tusindvis og havfugle i millionvis bor på øerne, der er fredede. Vi sejler ganske tæt på dyrene og har her en af turens helt store oplevelser. Søløverne er mindst lige så nysgerrige som vi.
Om eftermiddagen kører vi retur til hotellet i Lima.

Dag 18. Morgenfly mod Europa.

Dag 19. Ankomst København.

Priser og praktisk:


Rejsen koster i 2018: Kr. 33.950,00. Forlængelsen til Nazca og Paracas koster: Kr. 4.340,00. Tillæg for eneværelse: Grundrejse: Kr. 5.650,00. Enetillæg ved forlængelse: Kr. 1.070,00.


Prisen inkluderer fly med alle skatter og afgifter, landarrangement som beskrevet, alle entréer undervejs, hoteller med halvpension (dog helpension i junglelodge dag 12 og 13). Frokost er inkluderet dag 4, 5, 7 og 9 alle øvrige dage er aftensmad inkluderet. Gode hoteller overalt - enkelte steder er der valgt luksushoteller, hvor disse har en kvalitet og beliggenhed, der er med til at give hele rejseoplevelsen et løft. Drikkepenge til chauffører og lokalguider er også inkluderet. Rejseleder: Klaus Aarsleff.


Max. deltagerantal: 16 + rejseleder. Turen gennemføres ved minimum 10 deltagere.

Informationsmøde om Bolivia & Peru rejsen: Næste møde afholdes i sommeren 2018 i Eventyrernes Klub, Nyhavn 53 B, Kbh. Endelig mødedato vil blive offentliggjort på denne hjemmeside - se under "Informationsmøder" - i begyndelsen af 2018. Mødet er åbent for alle, men reservér venligst plads på tlf. 3070 9075.

​​

Download pdf fil med hele rejsens program

incl. almindelige rejsebetingelser og bestillingskupon. Tryk her.

Velkommen til endnu en anderledes og eventyrlig rejse, hvor sikkerhed, oplevelser og høj kvalitet er en selvfølge.

Klaus Aarsleff,

forfatter og rejseleder​

​Trønningevej 14 C | 4520 Svinninge | Telefon: 30 70 90 75 | E-mail: info@livsrejsen.dk

Medlem af Rejsegarantifonden nr. 2620

RUNDREJSER

Overalt på kloden – til enestående

og gådefulde lokaliteter.

Bøger

Nye og antikvariske.

Myter, fortidsgåder, etnografika

Artikler

Tryk her for at se et udvalg af spændende rejseartikler.​

monstergab 250

STEDER AF KRAFT

Helligsteder og kraftsteder,

hvor det uforklarlige er tæt på...