Mayaernes verden

Guatemala, Mexico & Honduras

Med mulighed for før-forlængelse til Mexico City og Teotihuacan

2018: 10./13. - 27. februar. Kr. 22.800

Pacals gravpyramide - "Inskriptionernes tempel" i Palenque, dag 3.

Få steder i verden opleves en oprindelig kultur så intenst og så levende som i Guatemala, hvor fortidens store mayafolk lever videre i bedste velgående. På denne rundrejse får vi det bedste med plus nogle spændende godbidder i Mexico og Honduras. Rejseleder: Forfatter og journalist Klaus Aarsleff

​Dag-for-dag program:

Dag 1: Tirsdag d. 13. februar: Med fly fra Kastrup til Mexico City. Ved ankomst: Transfer til hotel.

Dag 2: Vi flyver fra Mexico City til Villahermosa ved Den mexicanske Golf. Her besøger vi den fantastiske La Venta park. I parken har man samlet en række skulpturer og kultiske bygningsværker fra den gådefulde olmeker-kultur, der beboede denne del af Mexico for op mod 4.000 år siden. Olmekerne er den første store kultur i Mellemamerika og de efterlod sig en rigdom af sælsomme og fremmedartede kunstværker. Bl. a. nogle gigantiske stenhoveder af plump og nærmest negroid karakter. Olmekerne opfandt også skriftsprog og nullet. Dette ejendommelige folk var forløbere for mayaerne.

Fra Villahermosa kører vi til Palenque nær grænsen til Guatemala. Her bor vi på det dejlige hotel Chan Kah, der ligger i kanten af regnskoven tæt på de gamle Palenque maya-ruiner. Hotellet har en gigantisk svømmepøl og om morgenen bliver man vækket af de støjende brøleaber.

Fra vores hotel ved Palenque

Dag 3: På grænsen mellem Chiapas‑bjergene og Yucatanhalvøens lavland er vi dybt inde i det oprindelige mayaland, og her ved Palenque lå en af de vigtige byer fra kulturens storhedstid.

Mayaernes rige nåede mod syd ned i Honduras og Guatemala, mod nord dækkede det hele Yucatan‑halvøen og mod vest strakte det sig til vestsiden af Chiapas ‑ et landområde på ca. otte gange Danmarks størrelse.

Maya‑kulturen begyndte for alvor at gøre sig gældende i de første århundreder af vor tidsregning og den kulminerede mellem år 600 og år 800. Mayaerne nød godt af et varmt og frugtbart klima året rundt. Det krævede blot nogle få ugers arbejde at skaffe føde til familien hele året, så mayaerne havde god tid til at fordybe sig i religiøse aktiviteter og til f. eks. at bygge templer og paladser. Hvilket de gjorde med forbløffende ildhu. I den arkæologiske zone i Palenque har man indtil nu udgravet 35 bygningsværker, men i hele området findes der op mod 500 templer, gravhøje og stenhuse, som endnu er dækket af regnskov. At udgrave hele zonen ville være en næsten uoverkommelig opgave på grund af regnskoven, som på blot nogle få måneder kan gendække et helt udgravningsfelt med tæt vegetation.

De paladser og templer vi ser i Palenque stammer fra storhedstiden mellem år 600 og 800. Og etaf de vigtigste bygningsværker er„Inskriptionernes tempel“, hvor man for 50 år siden opdagede en skjult gang, der fører ned til et gravkammer, hvor herskeren Pacal blev begravet i år 685. Et stykke fra dette tempel findes en gruppe mindre templer, bygget af Pacals efterfølger ‑ Chan Bhalum. Vi besøger bl. a. „Korsets tempel“, hvor et relief viser Pacal og Chan Bhalum, der tilbeder et korsformet træ. Der er tale om mayaernes livstræ, det hellige ceiba‑træ. Træets markante korsform har fået en del forfattere til at spekulere over, om mayaerne af ukendte årsager tilbad korset som et religiøst symbol ‑ i lighed med kristendommens tilhængere på den anden side af Atlanterhavet.

Nær ved „Korsets tempel“ finder vi „Det løvklædte kors’ tempel“ og „Solens tempel“, hvor Pacal og Chan Bhalum tilbeder et solsymbol.

Den største bygning i området er „Paladset“, der er et stort kompleks med mange rum og gange og et tårn, der rager op midt i det hele. Man ved ikke, hvad formålet med denne bygning har været, men den har sandsynligvis fungeret som regeringsbygning og bolig for herskeren og præsteskabet.

Efter frokost kører vi tilbage til hotellet, og resten af dagen er fri.

Dag 4: Vi kører langs Usumacinta floden til grænsen mod Guatemala. Ved frokosttid hører vejen op og vi skal sejle et stykke ad floden for at komme videre. I løbet af eftermiddagen når vi vores hotel i Flores ved den gamle mayaby Tikal.​

Den centrale plaza i den gamle mayaby Tikal

Dag 5: Efter morgenmad kører vi til den arkæologiske zone i Tikal, der ligger ca. 1 time fra hotellet.

Tikal blev påbegyndt lang tid før vor tidsregning, men de fleste bygninger i området stammer fra den såkaldt senklassiske periode fra omkring år 550 til år 900. Og der er mange bygninger. Indenfor et område på 16 kvadratkilometer er der fundet over 3.000 pyramider, templer, paladser, helligdomme, boliger, værksteder, hellige boldbaner og plaza’er. Prøveudgravninger har imidlertid vist, at antallet af begravede og tilvoksede strukturer og bygningsværker sandsynligvis er langt større - måske er der i regnskoven ved Tikal omkring 10.000 gamle bygninger og helligdomme!

På vores rundtur i Tikal ser vi en række af de vigtigste pyramider og templer, vi ser gamle steler med inskriptioner, paladser med 1500 år gammel maya-graffitti på væggene, udgravninger og platfome. Og alle vegne kan vi se forhøjninger og murrester i junglekrattet. Kun en brøkdel af Tikal er udgravet og restaureret. Tusindvis af bygninger og grave ligger endnu under junglekrattet og venter på arkæologerne.

Regnskoven ved Tikal er naturligvis også en oplevelse i sig selv. Mahogni-træer, kvælertræer, zapotetræer og det hellige ceiba-træ. Palmer og lianer. Papegøjer, væverfugle og tukaner. Bladskærermyrer og termitter...

Dag 6: Vi kører fra Flores til vore hotel ved byen Rio Dulce.

Dag 7: Vi fortsætter til Honduras.

I løbet af eftermiddagen når vi Honduras grænse, hvorfra vi kører den korte vej til den store arkæologiske zone i Copan.

Dag 8: Copan var en vigtig by i den gamle maya-verden. Her arbejdede nogle af kulturens dygtigste astronomer og kunstnere, og selvom byen i størrelse ikke kunne måle sig med Tikal og Palenque (i Mexico), havde den afgørende betydning i den gamle kultur.

I dag er Copan først og fremmest kendt for de mange, utroligt flot uskårne steler med figurer og glyffer.

Copan ligger i en frugtbar dalsænkning, som har været beboet i flere årtusinder. De allerførste mayaere bosatte sig her allerede for 4.000 år siden, men det omfattende tempelbyggeri blev først påbegyndt for ca. 1.500 år siden samtidig med af mayabyer begyndte at skyde op overalt i det centrale Mellemamerika.

Dag 9: Efter morgenmad kører vi tilbage til Guatemala og fortsætter til Antigua, der var den oprindelige hovedstad i Guatemala. (En køretur på ca. 6 timer).

I 1773 blev Antigua raseret af et ødelæggende jordskælv og det blev besluttet af flytte hovedstaden til den nuværende lokalitet (Guatemala City). Da jordskælvet indtraf, havde byen 38 kirker og klostre. Der boede 70.000 i Antigua, som også var hjemsted for et af de ældste universiteter i Amerika.

Dag 10: Fri dag med tid til at opleve Antigua og nogle af byens mange seværdigheder. Udflugt til en kaffeplantage er også en mulighed.

Atitlan søen - med vulkaner i baggrunden

Dag 11: Vi kører til vores hotel, der ligger ved bredden af Atitlan søen. Det er en tur på ca. 3 timer - så vi har god tid til at nyde hotellet - og omgivelserne.

Aldous Huxley kaldte for Atitlan for “verdens smukkeste sø.“ Her skal vi bo de kommende dage og vi vil sande, at Huxley ikke overdrev.

Dag 12: Efter morgenmad sejler vi over søen til nogle mindre maya-byer, der ligger med udsigt til San Pedro vulkanen. Vi kommer også til Santiago, der er en af de vigtigste og største indianerbyer i området. Mange af indbyggerne lever stadig som deres forfædre gjorde for århundreder siden, og de kunne ikke drømme om at være iført andet end deres traditionelle klædedragt.

Vi går på opdagelse i de smalle gader i byen og ser det lokale folkeliv, spændende butikker med farverige tekstiler og dragter, og et marked, hvor der handles fødevarer og daglige fornødenheder. Der er en rigdom af motiver til kameraet

.

Undervejs aflægger vi også besøg hos Maximon, der er en lokal guddom med rødder i gamle maya traditioner. Man giver gaver til Maximon og konsulterer ham om alt mellem himmel og jord. Maximon er installeret hos en privat familie for et år ad gangen. Det er en stor ære at huse Maximon - men også lidt af en belastning, idet folk ustandselig strømmer til huset. 

​Foran kirken i Chichicastenango - hvor maya tro hersker. Og til højre: Hos mayaguden Maximon..

Dag 13: Udflugt til det utroligt spændende marked i Chichicastenango. Byen er handelscenter for en snes tusinde maya-quiché indianere, der bor i bjergene omkring Chichicastenango. Torsdag og søndag strømmer de til marked og de går til messe i Santo Tomas og Calvario kirkerne, der ligger ved den store torveplads. Det er vel at mærke en messe, som ikke har meget med katolicisme at gøre. På kirkegulvet sidder små grupper af mayaere omgivet af stearinlys - og med troldmænd og shamaner inden for rækkevidde. Det hele er en del af et ritual, hvor shamanen rådgiver om bønner og magiske aktiviteter, der i lige så høj grad henvender sig til de gamle guder som til Maria og Jesus. Luften er tung af harpiksrøgelse og hedensk mystik.

Maya-quiché indianerne har forfattet et af maya-kulturens hovedværker, bogen “Popul Vuh”, der fortæller om verdens skabelse. Dette folk har samtidig hårdnakket holdt fast ved deres gamle traditioner, ritualer og klædedragt - og alt dette gør naturligvis Guatemalas højland til et forunderligt og spændende sted at gæste.

En kort gå-tur fra markedet besøger vi maya-helligdommen Pascual abaj, hvor en knortet statue af den gamle jordgud Huyup Tak‘ah den dag i dag tilbedes og æres af indianerne.

Efter frokost kører vi til Guatemala City, hvor vi har sidste stop før hjemrejsen næste dag.

Shamaner foran jordguden Huyup Tak'ah. (Dag 14).

Dag 14: Fly retur til Danmark.

Dag 15: 27. februar. Hjemme igen.

Før-forlængelse til Mexico City og Teotihuacan.

10. - 13. februar. Kr. 2.675,00.​

​Både i Xochimilco - aztekernes kanaler.

Dag 1: Lørdag d. 10. februar: København ‑ Mexico. Vi flyver fra København. Flyskift og ankomst om aftenen til Mexico City.

Dag 2: Vi starter om formiddagen med et besøg i Frida Kahlos hus og museum. Frida var gift med den revolutionære kunstner Diego Rivera, hvis kunst vi også stifter bekendtskab med i Mexico City. Frida levede i skyggen af den berømte Diego, men i de senere år er der gået kult i hende og hendes malerier - ikke mindst på grund af hendes skæbne. Hun blev invalideret ved et trafikuheld og flyttede herefter nærmest ind i et jernkorset.

Efter frokost fortsætter vi til det gamle azteker kanalsystem Xochimilco. Her havde aztekerne et frodigt netværk af haver med grøntsager til markedet. I dag bruges kanalerne til forlystelsessejlads for små pramme, som bliver staget omkring alt mens mexicanere fra storbyen nyder deres picnic i bådene og lytter til skinger mariachi musik spillet af små bands, der har deres egne orkesterpramme. Det er meget farverigt og mexicansk - og det er først og fremmest i weekenden, at det går løs.

Vægmaleri af Diego Rivera. Vi ser aztekernes markedsplads i Tenochtitlan - deres hovedstad.

I haven ved Frida Kahlos "Blå hus" lod hun bygge en lille azteker pyramide.

Dag 3: Mexico City ligger i en vældig dalsænkning 2240 meter over havets overflade. Med ca. 22 millioner indbyggere er byen i dag en at være verdens største, hvilket er ganske forbavsende, når man tager i betragtning, at der år 1915 kun boede 300.000 mennesker i det samme område. Den kolossale og helt eksplosive udvikling har selvfølgelig skabt mange problemer, men alligevel er Mexico City på mange måder en både renere og mere velfungerende storby end man ser i mange andre ulande.

Mexico City blev grundlagt af aztekerne omkring år 1350. De kaldte deres by Tenochtitlan. På det tidspunkt var aztekerne en lille nomadestamme, der kom nordfra til et ugæstfrit og meget sumpet område i Mexicos højland. Sagnet fortæller, at de på en øde ø i sumpen så en ørn, der sad på en kaktus med en slange i kløerne. Dette opfattede de som et varsel fra guderne om, at de skulle bosætte sig i sumpene.

I løbet af kort tid, på kun 100 år, forvandlede de det sumpede og søfyldte område til et gigantisk system af øer og kanaler, og da Mexico blev erobret af de spanske conquistadorer i begyndelsen af 1500‑tallet, var aztekernes hovedstad hjertet i et vældigt rige, der strakte sig over en stor del af Mellemamerika. Aztekerne nedkæmpede de omkringboende folkeslag med hård hånd og opkrævede skatter fra alle egne af det store imperium. Aztekerne opkrævede imidlertid ikke kun skatter; men tog også fanger, som de ofrede til deres guder. Aztekerne troede nemlig, at universet kun kunne holdes i gang, hvis der hele tiden var friskt blod på templernes offerstene.

Det kan næppe undre, at de spanske fribyttere fandt det overmåde let at få de andre indianergrupper til at gøre fælles sag mod aztekerne. Tenochtitlan blev da også erobret på forbavsende kort tid mellem år 1519 og 1521. Da Cortez og hans 400 soldater kom til byen den 8. november 1519 var Tenochtitlan en metropol med over en kvart million indbyggere. Ingen europæisk by havde på det tidspunkt et tilsvarende indbyggertal, så spanierne var dybt imponerede. I 1521 var aztekerne overvundet og byen næsten udslettet. I dag er der kun ganske lidt tilbage af den oprindelige byplan, men på vor bytur kommer vi tæt på det, der engang var Tenochtitlan. Ved siden af byens ældste katedral og regeringspaladset fandt man nemlig for få år siden fundamentet til det gamle hovedtempel i Tenochtitlan.

Fra vores hotel i bymidten kører vi til Det antropologiske museum, der ligger i Chapultepecparken. Museet blev åbnet i 1964 og er med rette blevet kaldt et af verdens smukkeste museer. Arkitekturen er ganske enestående, men også samlingerne og deres præsentation er en oplevelse i særklasse. En rundgang på museet giver et glimrende overblik over de forskellige kulturer, der har hersket i Mexicos provinser. Der er selvfølgelig også en stor afdeling med maya arkæologi.

Uden for museet står der en 7 meter høj statue af regn‑ og frugtbarhedsguden Tlaloc. Da statuen blev fundet og skulle fragtes til museet, måtte man bygge en speciel blokvogn, og mange luftledninger på ruten måtte løftes, mens vognen møjsommeligt bevægede sig frem med en fart af ca. 1 km. i timen. Tlaloc blev flyttet midt i tørketiden, men næppe havde man bugseret statuen op på blokvognen, før regnen begyndte at styrte ned. Hele transporten skete til akkompagnement af tordenskrald og styrtsøer af vand, der overskyllede byens gader. Næste dag oplevede man for første gang i flere menneskealdre snefald i Mexico City. Jovist, de gamle guder har stadig kraft. Det ser dog ud til, at Tlaloc siden er blevet tilfreds med sit nye opholdssted, og det vil efter al sandsynlighed være både varmt og tørt den dag, vi besøger ham.​

​Udsigt til tempelgaden i Teotihuacan med Månepyramiden - alt sammen set fra top af Solpyramiden

Dag 4: Målet for dagens udflugt er den arkæologiske zone i Teotihuacan, der ligger et halvt hundrede kilometer fra Mexico Citys centrum. Men undervejs skal vi gøre ophold ved basilikaen i Guadalupe, der er rejst på et sted, hvor en bonde i 1531 havde en åbenbaring. Overleveringen vil vide, at bonden så den hellige Jomfru, og at et billede af jomfruen på mirakuløs vis blev aftegnet på hans kappe af agavefibre. Denne kappe opbevares i den nybyggede basilika.

Fra Guadalupe kører vi til Teotihuacan, hvor nogle af Mexicos største pyramider rejser sig over resterne af en ældgammel storby, der blev forladt flere århundreder før aztekerne erobrede området.

I Teotihuacan har arkæologerne indtil nu fundet 75 templer, 600 værksteder og 2000 boligkomplekser. Da Teotihuacan var på sit højeste omkring år 600, boede der op mod 200.000 mennesker i byen, som var et religiøst og handelsmæssigt centrum for et vældigt opland.

Arkæologernes kendskab til Teotihuacan-kulturen er begrænset; men daterede fund i området viser, at byen først blev forladt omkring år 700. På vores rundgang i byen ser vi bl.a. den vældige Solpyramide, der har nogenlunde samme basemål som Cheopspyramiden. Den er dog kun godt halvt så høj ‑ nemlig 75 meter. Men 75 meter er skam også lidt af en klatretur i den tynde luft, hvor solen brager løs fra en skyfri himmel. Og vi skal selvfølgelig allesammen op på toppen.

I Solpyramiden og i den noget mindre Månepyramide er der fundet gravkamre og gange, hvilket viser, at Mexicos pyramider ikke som tidligere antaget blot tjente som platforme for templer. Måske var de også gravhøje.

Et stykke syd for Solpyramiden er der et tempel med skulpturer af Quetzalcoatl ( „den fjerklædte slange“ ) og af regnguden Tlaloc. Ifølge den indianske mytologi var Quetzalcoatl et menneskeligt væsen af guddommelig renhed. Han belærte folk om den rette levevis og viste dem, hvordan de kunne forbedre deres håndværk, dyrke jorden, afgøre stridigheder etc. Han var kort sagt en kulturskaber. Legenden fortæller imidlertid, at han blev fristet af en kvinde, og at han skammede sig så meget over sine kødelige lyster, at han rejste til dødsriget, hvorfra han nogen tid senere steg til himmels og blev til stjernen (planeten) Venus. Blandt mayaerne var denne guddom kendt som Kukulkan.

Under besøget i Teotihuacan spiser vi frokost, før vi begiver os tilbage mod Mexico City. Langs vejen ser vi marker med agave‑planter. Agaven bruges bl. a. til fremstilling af en gæret drik, der hedder pulque. Når agaven er syv til ti år gammel, udhuler man den i midten og i dette hulrum samles der hver dag ca. 4 liter saft, som tømmes fra og sættes til gæring. Fra agaven fik indianerne også tidligere nåle og fibre til fremstilling af måtter og klæde.

Sidst på eftermiddagen er vi tilbage på hotellet.

Dag 5: Onsdag d. 14. februar. Rundrejsen ”Mayaernes verden” starter. (Denne dag svarer til dag 2 i programmet for rundrejsen).

Priser og praktisk samt download af fuldt program

Rejsens pris er kr. 22.800 pr. person i dobbeltværelse. Beløbet indkluderer al transport, alle afgifter og entréer i henhold til programmet, ophold på 1. klasses hoteller hvor muligt. Morgenmad er inkluderet alle dage. Rejseleder: Klaus Aarsleff.

Tillæg for eneværelse: Kr. 3.975.

Forlængelse til Mexico City og Teotihuacan ​koster kr. 2.675 pr. person i delt dobbeltværelse.

Tillæg for eneværelse på forlængelsen:​Kr. 890.

Frivillig afbestillingsforsikring: Koster 6% af rejsens pris. Hvis denne forsikring ønskes, skal den tegnes samtidig med tilmelding (tilmeldingskupon vedlagt).

Rejseforsikring: En standard Gouda rejseforsikring med fravalg af bagage (er normalt dækket af indboforsikringen) samt fravalg af feriekompensation (erstatter selve rejsens pris, hvis man af en eller anden grund må afbryde ferierejsen) koster 575 kr. Rejseforsikringen kan evt. købes i forbindelse med informationsmødet.

Afrejsemeddelelse/hotelliste: Nogle uger før afrejsen fremsendes hotelliste med oplysning om adresse og tlf./faxnummer. Samtidig sendes de nøjagtige flytider for afgang og ankomst.

Påklædning: I bjergene kan det blive ganske køligt om aftenen og natten. Husk derfor trøje/vindjakke. I øvrigt vil temperaturen ligge på mellem 20 og 35 grader - altså svingende fra varmt til meget varmt. Komfortabelt sommertøj er derfor sagen. Afslappet påklædning. Der bliver ikke brug for jakke, slips og lange aftenkjoler. Da flere af hotellerne har swimmingpool vil badetøj også være en god idé.

Vaccinationer: Havrix mod smitsom leverbetændelse anbefales. Risikoen for malaria er yderst begrænset. Vi rejser i tørketiden.

Strøm: Guatemala har 110 - 120 volt, 60 Hz. Stikkene er normalt flade “amerikanske” stik. Husk adapater. Netdelen til de fleste kameraer accepterer spændinger fra 100 til 250 volt (tjek før afrejse).

Valuta: Kontante US $ er nummer 1. Mest udbredte kreditkort er VISA, MasterCard og American Express. Adskillige steder vil der være mulighed for at hæve kontanter undervejs i hæveautomater.

Mobiltelefon og internet: Mobiltelefon kan bruges nærmest overalt - det er dog dyrt. De fleste hoteller har wi-fi.

Litteratur:​

Klaus Aarsleff: Mayaernes verden. Undervisningsbog - udkom på Gyldendal i 2011.

Klaus Aarsleff: Det glemte folk 1. Vesten og østen for Aztlan. Casa Dorada 1996.

De fleste større boglader har sektioner med guidebøger, og også bøger, der fortæller om Guatemala. Politikens Boghallen på Rådhuspladsen kan anbefales.

For gæster, der ønsker at gå dybere i mayafolkets rødder og kultur, vil der være mange bøger at vælge mellem. De fleste biblioteker har bøger om mayaerne.

Informationsmøde: Der holdes informationsmøde om denne rejse i slutningen af 2017 i Eventyrernes Klub, Nyhavn 53 B. Kbh. Alle tilmeldte vil få nærmere besked i god tid, ligesom endelig mødedato og mødetid offentliggøres her på hjemmesiden under "Informationsmøder" i sommeren 2017. Alle interesserede er velkomne, men reservér venligst plads på tlf. 3070 9075.

Download pdf fil med det fulde program incl. tilmeldingskupon

Du kan downloade hele rejsens program med alle oplysninger og tilmeldingskupon ved at trykke her.

Velkommen til endnu en anderledes og eventyrlig rejse, hvor sikkerhed, oplevelser og høj kvalitet er en selvfølge.

Klaus Aarsleff,

forfatter og rejseleder​

​Trønningevej 14 C | 4520 Svinninge | Telefon: 30 70 90 75 | E-mail: info@livsrejsen.dk

Medlem af Rejsegarantifonden nr. 2620

RUNDREJSER

Overalt på kloden – til enestående

og gådefulde lokaliteter.

Bøger

Nye og antikvariske.

Myter, fortidsgåder, etnografika

Artikler

Tryk her for at se et udvalg af spændende rejseartikler.​

monstergab 250

STEDER AF KRAFT

Helligsteder og kraftsteder,

hvor det uforklarlige er tæt på...