Nepal & Bhutan​

nepal og bhutan kort 760

Rejseruten. Vi flyver først til Kathmandu og er der nogle dage, før vi fortsætter langs Himalaya til Bhutan.

Rundrejse 7. - 21. november 2017. Kr. 29.350. Tre pladser tilbage!

Dag 1: Fly fra København.

Dag 2: Ankomst til Kathmandu. Transfer til det legendariske hotel ”Yak & Yeti”, der ligger tæt på den gamle bymidte.

Dag 3: Vi tager til hinduernes vigtige helligdom Pashupatinath, hvor der altid er et spraglet leben af fakirer, hellige mænd og fromme hinduer. Pashupatinath er en helligdom for hovedguden Shiva, og det er også her, at de døde bliver brændt for at asken kan blive strøet i floden.

      Fra Pashupatinath er der 20 minutters gang til den store stupa Bodnath. Bodnath stupaen ligger midt i et vigtigt buddhist center, og vi ser mange munke og bedende buddhister, der kaster sig i støvet foran den vældige stupa.

Turen i dag fortsætter til Durbar Square, der er omgivet af underlige helligsteder og gudestatuer. Overalt vrimler det med fremmedartede indtryk. Det var her, hippierne engang flokkedes i stort tal.

      Sidst på dagen besøger vi Swayambhunath, der er et stort stupa- og tempelkompleks med en flot udsigt ned over Kathmandu dalen. Her kan man sætte bedemøller i sving, hilse på hellige mænd, købe syngeskåle og bedeflag…

hellig mand og kvinde kath.j760

bedemøller kath. 760

Fotos herover: Kone og hellig mand ved alter med elefantguden Ganesha (fra Kathmandu).

Bedemøller ved Swayambhunath stupaen.

Dag 4: Vi tager til den lille naboby Patan, der er en gammel kongeby med sin egen Durbar Square omgivet af fantastiske og rigt udskårede bygninger. Bygningerne blev desværre meget beskadiget under jordskælvet 25. april 2015. Men byen er stadig et kraftcenter af kunstnerisk aktivitet.

      Efter frokost besøger vi en anden vigtig og gammel kongeby i Kathmandu dalen: Bhaktapur. Det centrale Bhaktapur er som et levende frilandsmuseum, hvor man har en fornemmelse af at blive suget tilbage til en fjern og eksotisk middelalderby.

kongeby kath. 760

Fra Patan.​

Dag 5: Vi flyver til Paro i Bhutan. Hvis vi er heldige og flyver i skyfrit vejr, er der en fantastisk udsigt fra flyet, hvis rute går langs Himalayas højeste tinder. Fra Paro er der 1 1/2 times kørsel til hovedstaden Thimpu. Vi bor på “Hotel Kisa”.

Dag 6: Sightseeing i Thimpu, der ikke minder om nogen anden hovedstad. De fleste huse og bygninger er bygget og bemalet i traditionel bhutanesisk stil.

      I løbet af dagen skal vi bl. a. se den kongelige chorten (stupa), som er et helligt valfartssted for bhutanesere. Vi skal se Simthoka Dzong, der er bhutans ældste klosterfort og palads bygget i 1600-tallet. Her har man også opleve landets største klosterskole. Vi skal se et frilandsmuseum og en Zoo, hvor der bl. a. er en bestand af takinere. Takinen er en gedeantilope, der lever naturligt i det centrale Himalaya. Og vi skal besøge Pangri Zampa klosteret, hvor landets første store hersker – Zhabdrung Namgyal – boede i 1600-tallet.

bhutan munkedrenge 760

Dag 7: Efter morgenmad kører vi til Dochu-la passet, der ligger i 3.150 meters højde. Passet er behørigt beskyttet af en høj med 108 stupaer, et væld af blafrende bedeflag og en mani mur med hellige tavler, der rummer den magiske sætning: “Om mani padme hum.” Her tør ingen dæmoner komme. Fra passet er der – hvis vejret ellers er godt – en fabelagtig udsigt til en stribe af over 7.000 meter høje bjergtinder.

      Vel fremme i byen Punakha tjekker vi ind på hotellet, og om eftermiddagen er der udflugt til den store Punakha Dzong, der er bygget der, hvor floderne Mo (Mor) og Pho (Far) mødes. Dette store tempelfort blev indviet i 1637 og fungerede indtil midten af det 20. århundrede som sæde for Bhutans regering. Den store Dzong er flere gange blevet stærkt beskadiget af ildebrand og oversvømmelser, men det er ikke desto mindre stadig en af de mest imponerende dzongs i Bhutan. I Punakha bor vi på “Meri Puensum Resort”.

punakha-dzong 760

Punakha Dzong.

Dag 8: Tidlig udflugt (vandretur) til Chimi Lhakhang templet, der ligger uden for Punakha by. Vi går langs rismarker og gennem en lille landsby til templet, der var hjemsted for den ”gale munk” Lama Drukpa Kunley. Lama Kunley er i dag en af Bhutans mest populære helgener. Det fortælles, at et særligt helligt træ voksede frem dér, hvor han ramte to dæmoner med en tordenkile.

      Resten af dagen bruger vi til at køre til Bumthang. Det er en køretur på 6 til 7 timer gennem et flot og varieret bjerglandskab og via to pas i godt 3.000 meters højde. Undervejs spiser vi frokost i byen Trongsa. Vores hotel i Bumthang hedder “Mipham Guest House”.

bhutan kvinde 760

Dag 9: Sightseeing i Bumthang dalen. Vi skal bl. a. se Jakar eller Yuelay Dzong, der er den største i Bhutan med en omkreds på 1500 meter. I denne dzong er der flere vigtige templer, fx ét bygget tilbage i 700 tallet af den tibetanske konge Songtsen Gompo. Den nuværende kongefamilie har rødder i Jakar Dzong, hvor familien boede frem til begyndelsen det 20. århundrede.

bhutan landskab 760

Dag 10: I løbet af formiddagen fortsætter vi rejsen mod Wangdue, der ligger ca. 6 timers kørsel fra Bumthang. I Wangdue bor vi på hotel “Dragon’s Nest”.

Dag 11: Vi kører videre retur mod Paro – en tur på 5 timer. I Paro skal vi bl. a. se Ta Dzong, der i dag er Bhutans Nationalmuseum, og Paro Dzong. Vi skal også besøge et traditionelt landbrug. Vores hotel de to nætter i Paro hedder “Janka Resort”.

taktshang goemba 760

Taktshang Goemba.

Dag 12: I dag skal vi se Bhutans mest berømte og pittoreske kloster: Taktshang Goemba, også kendt som ”Tiger’s Nest”. Klosteret ligger uden for Paro, og det sidste stykke dertil er en vandretur på ca. 2 timer frem til et godt udsigtspunkt, hvor der heldigvis også er en café.

      Eftermiddagen er fri til at gå på opdagelse i Paro, der er en lille, malerisk bhutanesisk by.

Dag 13: Fly retur til Kathmandu og transfer til Hotel Yak & Yeti.

Dag 14: Afgang mod København .

Dag 15: Ankomst København d. 21. november.

tre hindubedste kath. 760

Priser og praktisk:

Rejsen koster kr. 29.350. Dette beløb inkluderer al transport, alle udflugter, alle afgifter, alle entréer, visum til Nepal og Bhutan. I Kathmandu er der halvpension (morgenmad dag 3, 4, 5 og 14 og aftensmad dag 2, 3, 4 og 13). I Bhutan er der fuld pension fra aftensmad dag 5 til morgenmad dag 13. Drikkepenge til chauffører og lokalguider er også inkluderet. Rejseleder: Klaus Aarsleff.

Tillæg for eneværelse: Kr. 6.870.

Påklædning: Oktober og november er de mest tørre og klare måneder i Bhutan. Vejret vil være som dansk sommervejr. Generelt varmt - omkring 20 grader. I bjergpas i Bhutan og om aftenen kan det blive køligt - måske 5 til 10 grader. Husk derfor jakke/trøje. Casual beklædning er ok, men på hellige steder (dzongs, templer etc) forventes lange benklæder/nederdele og dækkede skuldre. Kvinder forventes her at have hele ærmer - altså ingen nøgne albuer.

Husk også: Eventuel personlig medicin, batterier og hukommelseskort til kameraer, lommelygte.

Informationsmøde: Der holdes informationsmøde om denne rundrejse i Eventyrernes Klub, Nyhavn 53 b, Kbh. i forsommeren 2017. Nærmere om endelig dato og tid vil blive offentliggjort i starten af 2017 på hjemmesiden www.livsrejsen.dk under “Informationsmøder.” Eller forhør evt. på tlf. 30709075.

Nærmere oplysninger og tilmelding: Ring på tlf. 30709075. Eller download pdf fil (se herunder) med hele rejsens program incl. tilmeldingskupon.

Download hele rejsens program incl. tilmeldingskupon. Tryk her.

Velkommen til endnu en anderledes og eventyrlig rejse, hvor sikkerhed, oplevelser og høj kvalitet er en selvfølge.

Klaus Aarsleff,

forfatter og rejseleder​

​Trønningevej 14 C | 4520 Svinninge | Telefon: 30 70 90 75 | E-mail: info@livsrejsen.dk

Medlem af Rejsegarantifonden nr. 2620

RUNDREJSER

Overalt på kloden – til enestående

og gådefulde lokaliteter.

Bøger

Nye og antikvariske.

Myter, fortidsgåder, etnografika

Artikler

Tryk her for at se et udvalg af spændende rejseartikler.​

monstergab 250

STEDER AF KRAFT

Helligsteder og kraftsteder,

hvor det uforklarlige er tæt på...