Danmark
Fotografiet viser døbefonten i Gelsted kirke med den lille kvindefigur på soklen. Figuren er vist tydeligere på tegningen øverst til højre. Fotografiet til højre viser en Sheela-na-gig fra Kelpick kirke nær Birmingham i England.
Den frække kvinde på døbefonten
Af Klaus Aarsleff
Mange af døbefontene i de danske kirker er lige så gamle som kirkerne selv. De er hugget ud af solide blokke af granit, og de er dekoreret med ansigter, figurer og ornamenter fra middelalderens billedverden. Her er skumle mandshoveder med udstående øjne, drager og løver. Og på fonten i Gelsted kirke i det vestlige Fyn er der tilsyneladende en slem kvinde, som uden blusel holder hænderne ned foran sig og viser sit køn frem for den uforberedte kirkegænger.
Det ser ud til at være det samme frække kvindebillede, som man kan finde på mange middelalderlige kirker i den keltiske kulturkreds – dvs. i England, Frankrig og Irland.
Hun kaldes for Sheela-na-gig, og de lærde strides om, hvad hun i det hele taget har at gøre i et kristent kirkehus. Ofte vises hun som en grinende og uskøn kælling, der blotter en kolossal kønsåbning. Til andre tider ses hun som en mere afdæmpet fræk kvinde, der blot holder hænderne ned foran sig, mens hun åbner skamlæberne for os.
Sheela-na-gig figurer findes i kirkebyggeri fra middelalderen i de keltiske lande. Og hun var åbenbart et meget populært dekorativt element, for først omkring år 1600 ophørte kirkearkitekterne med at udstyre deres bygninger med den slags frække kvinder.
Sheela-na-gig figurer fra Killinaboy kirke nær Galway, Irland (til venstre) og fra Ballinderry Slot - ligeledes nær Galway i Irland. Tegninger: Jack Roberts.
Muligvis keltisk påvirkning
Det er givet, at Danmark var påvirket af den keltiske kultur i jernalderen og helt frem til den tidlige middelalder. De keltiske steler i Tømmerby kirke (se side 38) viser det. Og den kostbare, keltiske Gundestrup sølvkedel, der blev fundet i Rævemosen i Nordjylland i 1891, viser med al ønskelig tydelighed, at Danmark havde tætte bånd til den keltiske verden.
Det er derfor slet ikke underligt, at en Sheela-na-gig kan have fundet vej til en gammel døbefont på Fyn. Muligvis stammer fonten fra 1100-tallet, hvor en keltisk inspireret billedhugger fik til opgave at lave den. Men det kan også være, at fontens sokkel – hvorpå kvindefiguren ses – i virkeligheden er ældre end kirken, og at den oprindelig blev brugt i et kulthus af en eller anden slags. Sheela-na-gig-figuren er nemlig ældgammel. Efter al sandsynlighed er hun den selv samme Moder jord-gudinde, som i de tidlige kulturer var af kolossal betydning for kulten og det religiøse liv. Hun var en af de store, gamle guder, som de kristne præster havde svært ved at aflive. Derfor kom hun med på kirkemuren – men ofte i en perverteret udgave. Menigheden skulle lære at opfatte hende som en heks, en gal hore, som man måtte væmmes ved.
I kirken vises den gamle gudinde som en tøjlesløs kvinde, der byder sig til. Men i virkeligheden var det hverken det erotiske eller seksuelle ved den store Moder, der gjorde hende til en central skikkelse i fortidens kulturer. Det er ikke en skede, hun viser frem. Det er en fødselsåbning. Det er vejen til liv og til genfødsel.
Forvandlingsrejsen til moderskødet
De 5.000 år gamle stenaldertempler på Malta er i deres grundplan udformet som en vældig og svulmende kvindeskikkelse – et slags 5-kløver med hoved, to store bryster og to store baller. Man kommer ind i templet gennem denne stiliserede moderguds fødselsåbning.
På den måde bliver rejsen ind i templet en vej til renselse og genfødsel. Og når man forlader templet – igen gennem modergudindens fødselsåbning – er man genfødt og forvandlet.
Billedfrise på Gundestrupkedlen. En stor skikkelse til venstre er ved at føre et menneske ned i en spalteformet åbning - sandsynligvis en symbolsk fødselsåbning. Der er tydeligvis tale om en vigtigt ritual med krigere i procession, ryttere og musikere.
Den keltiske Gundestrupkedel har en central billedfrise, der viser en overdimensioneret kvinde eller shaman, der fører et menneske ned mod noget, der ligner sprækken i en sparebøsse. Det er utvivlsomt i virkeligheden en kvindelig kønsåbning, der åbner sig under den sprællende mand. Vi ser, at han bliver ført tilbage til moderskødet, og meningen er velsagtens, at han skal genfødes, indvies eller renses. Det kan også være, at billedet symboliserer en menneskeofring eller den dødes rejse ned i moderskødet (Moder jord) – altså en begravelse. Graven er imidlertid ikke det endelige punktum. Herfra kan man blive genfødt og opleve et nyt liv.
Vejen til mysteriet om fødsel og død går gennem Sheela-na-gigs fødselsåbning, altså via den store modergudindes skød. Egentlig er det da derfor også ganske passende, at hun er gengivet på en døbefont. Også selvom hun ikke er det fjerneste kristen...