USA

Medicinmanden fløjtede vinden op


Møde med en fløjtespillende troldmand i Arizonas røde bjerge


Tekst og fotos: Klaus Aarsleff

​Det ligner et landskab fra en western. Og det er det også. I tidens løb er der optaget over 50 spillefilm i de røde, knortede sandstensbjerge syd for Grand Canyon i Arizona. Her ligger byen Sedona, og her mødte jeg for nogle år siden en fløjtespillende medicinmand ved navn Hollace Littlebrook.

     Jeg var taget ud i bjergene en kold og tidlig morgen for at se på et såkaldt "medicinhjul" – en kreds af sten, som den dag i dag bruges af shamaner og medicinmænd i deres ritualer.

     Med hænderne begravet i jakkens lommer og kraven godt oppe om ørerne fulgte jeg en sti gennem en bevoksning af forkrøblede enebærbuske og pinjetræer. Stien førte op over et lille pas mellem to højdepunkter, videre langs en dyb kløft og hen til en åben plads, der lå som en naturskabt platform på kanten af en stor dalsænkning. Jeg så ud over et ældgammelt landskab af fantastiske orange og purpur-farvede klippeformationer. De lignede vældige fæstningsmure af rødt tegl, hærget af årmillioners sol, frost og regn.

     På den åbne plads lå medicinhjulet. Nogle ufo-fanatikere havde et par dage før fortalt mig, at der var nogle helt specielle energier netop på dette sted. Somme tider ville der ligefrem dukke ufoer op over bjergene – åbenbart var de tiltrukket af de mærkelige vibrationer. Det lød jo godt nok mystisk. Men jeg ville da gerne se medicinhjulet, og skulle der dukke en ufo op, ville det ikke gøre noget.

En trist og ufærdig fløjte

Jeg satte mig ved medicinhjulet og mærkede varmen fra solen, der nu var ved at stå op over de røde bjerge. Der var helt stille. Ingen summende ufoer. Ingenting.

     Pludselig hørte jeg en melankolsk fløjtetone trænge gennem stilheden. Det var en smuk og meget enkel fløjtemusik, langsom og vemodig. Den kom fra et sted tæt ved. Nysgerrigt fulgte jeg en sti, der havde retning mod morgenmusikanten, og et par minutter efter kom jeg til en lille rydning, hvor en mørk skikkelse sad i midten på en træstub. Det var en ældre indianer, jeg gættede på, at han var et sted i 60’erne. Med en flot, sort stetson trukket langt ned over panden, så bæverfilt og øjenbryn gik ud i ét. Han havde en krøllet, blåternet skovmandsskjorte på, bar stramme jeans og lysebrune, spidsnæsede støvler.

I hænderne holdt han en mørk, blankpoleret træfløjte. Langsomt drejede han den i sollyset, mens hans tandløse gummer smilede skævt. En hjemmerullet cigaret ulmede i den ene mundvig. Han så over på mig.

     "God morgen. Jeg håber da ikke, jeg forstyrrede dig," sagde han, mens cigaretten vippede og dryssede aske og tobaks-strimler ned på klippen.

     "Nej, nej. Bestemt ikke. Tværtimod. Jeg synes, det lød smukt." Han smilede.

​     "Men også lidt trist ikke sandt? Det er en ufærdig fløjte, forstår du. En af mine elever har lavet den til mig. Jeg har engang lært ham at lave de rigtige magiske fløjter. Jeg lærte ham at vælge det rigtige træ, og jeg viste ham, hvordan man samler fløjten af to udhulede træstykker, som siden snittes til, så man får et rør. Det er et stort arbejde, et arbejde, der kræver omhu. Et arbejde, der tager lang tid."

Musik fra en vred sjæl

Indianeren samlede filen op igen, og fortsatte et par minutter med at raspe træstøv af fløjten. Så satte han den til læberne og spillede et par toner.

     "Men min elev er en mand uden tålmodighed," fortsatte han. "Han er i en vred zone. Det var han dengang, og det er han stadig. Jeg ved ikke, hvorfor han er vred. Jeg trænger mig ikke på. Da han kom hjem til sin store villa i New Mexico, gik han ned i hobbykælderen, fandt et stykke mahognitræ, spændte det op i drejebænken og lavede en flot fløjte på få minutter. Den har han sendt mig som gave."

     Indianeren rakte mig fløjten.

     "Se engang, "forklarede han. "Da han satte træstykket op i drejebænken, fik han det ikke ordentlig centreret. Det førte til, at fløjtens trævæg ikke er lige tyk hele vejen rundt. Væggen er lidt tykkere i bunden end i toppen, så selvom man kan spille på den, er musikken ikke god. Uden at tænke over det, fik min elev lavet en fløjte, der spiller hans egen musik - vred, stresset og trist."

     Jeg undersøgte fløjten nærmere. Ganske rigtigt. Hullet var ikke centreret rigtigt. Trævæggen var mindst en millimeter tykkere i bunden end i toppen, men jeg kunne også se, at indianeren var ved at rette op på skavanken med filen. Der var ikke langt igen.

     "Jeg tager et lille stykke hver dag," fortalte han. "Den slags arbejde tager tid. Der er meget, der skal bearbejdes."

"Bearbejdes?" spurgte jeg forbavset, det var nemlig tydeligt, at indianeren havde lagt en større betydning i ordet, end blot det at bearbejde fløjten. "Vil det sige, at du mener, at din elev får bearbejdet sine problemer, samtidig med at du gør fløjten færdig. Er du i gang med en slags magisk arbejde?"

Han spillede vinden op…


Han grinede bredt og undlod at besvare spørgsmålet direkte. I stedet lagde han fløjten ned i en skuldertaske, der viste sig at rumme adskillige andre træfløjter. Han tog en af dem op.

     "Der kan være stærk magi i fløjter og fløjtemusik," sagde han. Så begyndte han at spille. Rene, langsomme toner fyldte den kølige luft. Jeg satte mig ned og lyttede. Det var en dejlig, meditativ musik og jeg glædede mig over det held, der havde lokket mig ud af den lune seng netop denne morgen, så jeg kunne sidde her og nyde en særpræget og spændende oplevelse.

     Et kvarters tid efter lagde han fløjten fra sig.

     "Lagde du mærke til noget?" spurgte han.

      Jeg tænkte mig om. "Næh, hvad tænker du på?"

     "Før jeg begyndte at spille, var her helt vindstille. Men da musikken begyndte, kom de første krusninger af vind i træerne. Nu er her allerede en god brise. Jeg spillede vinden op."

     Forbløffet kikkede jeg hen på træerne. Han havde ret. Bladene raslede i en brise, der ikke havde været der lige før, og de tyndeste grene blev løftet at små vindstød. Var det et tilfælde? Eller havde den gamle mand blot taget fusen på mig, idet han måske udmærket vidste, at vinden ville komme netop på dettetidspunkt i daggryet? Eller havde han spillet vinden op, sådan som han påstod?

     Han så underfundigt på mig og pakkede omhyggeligt sine fløjter ned igen.

     "Magien findes skam stadig. Også selvom vi har både computere og videomaskiner, "sagde han og smilede til mig.

     "Jeg hedder forresten Hollace Littlebrook," fortsatte han og rakte mig hånden.

     "Klaus Aarsleff," svarede jeg. Og så fulgtes vi ad til skuespillernes foretrukne morgenmadsrestaurant i Sedona – The Coffee Pot.

Velkommen til endnu en anderledes og eventyrlig rejse, hvor sikkerhed, oplevelser og høj kvalitet er en selvfølge.

Klaus Aarsleff,

forfatter og rejseleder​

​Trønningevej 14 C | 4520 Svinninge | Telefon: 30 70 90 75 | E-mail: info@livsrejsen.dk

Medlem af Rejsegarantifonden nr. 2620

RUNDREJSER

Overalt på kloden – til enestående

og gådefulde lokaliteter.

Bøger

Nye og antikvariske.

Myter, fortidsgåder, etnografika

Artikler

Tryk her for at se et udvalg af spændende rejseartikler.​

monstergab 250

STEDER AF KRAFT

Helligsteder og kraftsteder,

hvor det uforklarlige er tæt på...