Puma Punku templets mangekantede sten blev rejst på et fundament af sandsten. Nogle af disse sandsten vejer over 100 tons stykket. Og de er hentet i et stenbrud mange kilometer fra tempelkomplekset.
Et tempel af umulige sten
På Bolivias Altiplano højslette ligger et tempel, som ingen kan forklare
Tekst og foto: Klaus Aarsleff
Om natten lukker mørket sig over den næsten øde og nøgne Altiplano højslette i Bolivia. Her i 4.000 meters højde står stjernerne tindrende klart, og man kan tydeligt minut for minut følge Mælkevejens stjernebånd, når det lydløst glider hen over sletten. Kun hist og her i horisonten anes nogle klynger af svage lys fra de spredte bosættelser og landsbyer på højsletten.
En af disse landsbyer hedder Tiahuanaco. Den ligger på vejen mellem La Paz og Titicacasøen, og den er i sig selv ikke særlig bemærkelsesværdig. Nogle hundrede huse af soltørrede muddersten, en kirke, et par forretninger og en knejpe eller to...
Ved siden af landsbyen Tiahuanaco ligger imidlertid et af verdens mest gådefulde fortidsminder. Det er resterne af en hellig by, der er flere tusinde år gammel, og hvorom man kun ved meget lidt.
Her har jeg ofte været. For blandt templerne i Tiahuanaco er der især ét som sætter fantasien i sving. Det er et tempel af mure, som ingen kan forklare. Der er endda nogle der tror, at templet blev bygget af folk fra sagnlandet Atlantis for 10.000 år siden.
Templet hedder Puma Punku.
Mangekantede, planslebne sten
Puma Punku er en gådefuld ruin. Stenene i de gamle mure ligger i en vældig dynge, hulter til bulter. Det ser nærmest ud, som om en kæmpe har samlet templet op i et raflebæger, rystet det sønder og sammen - for derpå at smide hele molevitten ud i en bunke på jorden. Det må i så fald have været en gevaldig kæmpe, for de største af stenene vejer over 100 tons! Man har svært ved at forestille sig, hvilken naturkraft der kan have forårsaget denne totale ødelæggelse.
De fleste af stenene er af grå andesit, og det er en stenart der er hård som granit. Alligevel er stenene bearbejdet med en teknik, der næppe overtrumfes i noget andet fortidigt bygningsværk på Jorden. Stenene er forsynet med friser, indhug,
mønstre, nicher og flader, der er perfekt planslebne med vinkelrette afslutninger og sammenføjninger. Ingen ved, hvordan Puma Punku’s bygmestre bar sig ad med at arbejde så overlegent i den hårde andesit. Man har aldrig fundet metaller, der er hårdere end bronze, og det er helt sikkert, at bronzeværktøj aldrig ville have været i stand til at tilhugge andesit så fornemt, som det ses ved Puma Punku.
Det er altså givet, at fortidens håndværkere på Andesbjergenes højslette må have kendt til værktøj og til arbejdsmetoder, som siden er gået i glemmebogen.