ENGLAND

Jagten på udødelighedens kar


I Glastonbury i det sydvestlige England bliver sagnet om kong Arthur

og Den hellige Gral pludselig til virkelighed...


Tekst og foto: Klaus Aarsleff


I 1521 drog den spanske conquistador og skattejæger Ponce de Leon ud på en ekspedition til det, der i dag hedder Florida i USA. Leon havde hørt rygter om, at der i denne vilde og uudforskede del af den ny verden skulle være en ægte Ungdommens kilde. Den kilde ville den 61-årige vovehals gerne have en tår af. Det fik han desværre ikke. Han døde i stedet af pileskud fra uvenlige indianere.
     Ponce de Leon var da også taget afsted på en ordentlig vildmand. Ungdommens kilde findes nemlig ikke i Florida. Den springer i en lille engelsk landsby, der hedder Glastonbury. Her, i skyggen af en ældgammel, keltisk natur-helligdom, ligger nemlig selve Gralens kilde, der smager skarpt af blod og jern. Vandet er så okkerholdigt, at alt omkring kilden er farvet helt orange.

Gralskilden (Chalice Well) flyder med stærkt okkerholdigt vand.

Kilden ligger i en lille og dejlig, fredfyldt park, som er lidt af et tilløbsstykke for new age folk.

​     Gralskilden i Glastonbury er imidlertid mere end bare en kilde, der giver dig ungdommen tilbage. Sagnet fortæller, at kilden har sin kraft fra selveste Den hellige Gral, og hvis du drikker af Gralen kan du aldrig blive syg. Ja, mere end det - du vil også komme til at leve evigt. Så Ponce burde afgjort være taget til England i stedet.


Kraft fra Jesu blod


Gralen er en skat, et magisk bæger, som folk har ledt efter i århundreder. Da Jesus blev taget ned fra korset af jøden Josef af Arimatæa, holdt Josef et bæger op mod de blødende og væskende sår, som romerne havde givet den korsfæstede mand. Dette bæger havde i forvejen en særlig betydning for de kristne, fordi det også havde været brugt ved den sidste nadver. Blodet fra Jesus forvandlede imidlertid med det samme bægeret til en magisk skål, og den fik senere navnet "Den hellige Gral". Sådan fortæller den kristne overlevering i hvert fald historien.

     Legenden fortæller videre, at Josef senere tog til England, hvor han byggede den første kristne kirke. Da han kom til Glastonbury satte han sin vandrestav i jorden med en sådan kraft, at den slog rødder og blev til en pragtfuld hvidtjørn. En aflægger står stadig i byen, og den blomstrer hvert år ved juletid. Dette lille jule-under fejres ved at en gren tæt besat med blomster sendes til dronning Elizabeth.
     Da Josef kom til England, havde han - hævdes det - også Gralen med sig. Og her forsvandt det mirakuløse bæger. Måske blev det begravet sammen med Josef nær Glastonbury, hvor han byggede sin kirke. Ja, måske blev Gralen endda begravet i selve den høj, som Gralskilden med det røde, okkerholdige og blodsmagende vand springer fra. Denne høj er et ældgammelt keltisk kultsted, og det ville vel være fristende for en kristen stridsmand som Josef at blive begravet netop her, så han således med sit afsjælede legeme kunne foretage en sidste erobring af en hedensk helligdom. Kilden leverer hver dag året rundt ca. 100.000 liter vand, og i tidligere tider var den en berømt helligkilde, der tiltrak syge og værkbrudne mennesker fra nær og fjern.

     Mærkeligt nok springer der to kilder lige ved siden af hinanden fra den samme høj. Den ene er Gralskilden med det røde vand. Den anden hedder "Den hvide kilde" og den springer med almindeligt, friskt kildevand.


Kong Arthurs grav


Det lyder som det rene eventyr og Indiana Jones altsammen. Og det er det da også - næsten da. Nogle tror faktisk, at Gralen er en historisk genstand. Der findes derfor skattejægere, der leder efter Gralen den dag i dag. Et rygte siger, at fremtrædende nazister under 2. Verdenskrig sendte folk ud for at finde det magiske bæger. De havde åbenbart misforstået det hele, og koncentrerede deres eftersøgning om nogle bjergtinder i Pyrenæerne. Så vidt vides havde de da heller ikke heldet med sig.
     Det havde til gengæld Parcifal. I eventyret om Kong Arthur og Ridderne af det Runde Bord kan vi læse, at ridderen Parcifal fandt slottet, hvor Gralen er bortgemt. Men han kunne ikke løse en særlig Gralsgåde, og så gik han ærgerligt nok glip af den undergærende kraft, der ellers kunne have gjort ham udødelig.

Her under gulvet i den tidligere katedral blev kong Arthur angiveligt genbegravet i 1278.
Af selve katedralen - engang Englands største - er der nu kun nogle mure og buer tilbage.

     ​I Glastonbury er det lige før eventyret om Gralen og kong Arthur og hans bedrifter bliver til virkelighed. Nogle munke fandt - fortælles det - i 1191 en grav, hvor et mørnet skelet lå under et stort kors af bly. På korset stod der: "Her ligger den berømte kong Arthur, begravet på øen Avalon".

     Historien er (vist nok) ganske pålidelig. Der er i hvert fald anbragt en mindeplade over det sted, hvor Arthurs jordiske rester angiveligt blev genbegravet i gulvet under den store Glastonbury katedral. Det skete i 1278 under overværelse af kong Edward d. 1. I dag er katedralen blot en ruin, men engang var den Englands største kirkebygning, og den blev naturligvis bygget på det sted, hvor Josef oprindelig opførte sin kirke for over 1900 år siden.


Den keltiske Gral


Overfor katedralen blev der i 1495 bygget et herberg for vejfarende og pilgrimme. Det er i dag det spøgelses- og atmosfærefyldte Hotel "George & Pilgrims", med skæve gulve, knirkende døre og himmelsenge, hvor den udkørte turist kan finde hvile - hvis han da tør.
     Herberget består, men katedralen ligger i ruiner. Den blev brændt ned af Henrik d. 8. i 1539 da han syntes, at det var på tide at udslette kirken og overtage dens skatte. Han sendte sin kansler Thomas Cromwell afsted for at klare opgaven. Ordren var kort: "Arrestér abbeden i Glastonbury. Find ham skyldig. Og henret ham!" Så det gjorde Cromwell. Den 80-årige abbed Michael Whiting blev trukket op på bakken bag Gralskilden, og her blev han hængt sammen med to munke i et gammelt tårn, som står der den dag i dag.

     Gralskildens bakke er i virkeligheden en vældig kalkstens-høj med navnet "Glastonbury Tor". Denne høj rager med sine 150 meter op som et naturligt fyrtårn i landskabet ved Glastonbury, og det kan ikke undre, at mennesker fra den tidligste stenalder har søgt mod højen og de to kilder ved dens fod. Stedet indgyder til ærefrygt og undren, og der er gjort mange stenalder- og bronzealderfund nær højen og i det tynde muldlag, der dækker den gamle kalksten. Der er også fundet rester af en årtusind-gammel bred sti, som i en spiral bevæger sig op mod toppen, og det er sandsynligt at denne sti er en hellig processionsvej fra den keltiske tid. Alt tyder på, at Glastonbury lang tid før kristendommen og opførelsen af den store katedral var et center for den gamle tro.
     Og i denne tro møder vi minsandten også Gralen.

Udødelighedens kar


Den keltiske udgave af Gralen er Uødelighedens Kar, som efter sigende var bortført til dødsriget Annwn. Det siger sig selv, at det ikke er nogen let sag at drage til Annwn og hente dette magiske kar tilbage til de levendes verden. Men det er alligevel netop det, kong Arthur udretter i en af sine eventyrlige bedrifter. I et gammelt walisisk digt, "The Spoils of Annwn" (krigsbyttet fra Annwn) fortælles om denne heltedåd.

     Vi ser altså, at sagnene om Gralen, kong Arthur, den første kristne kirke og kelternes Udødelighedens Kar har et fælles skæringspunkt, nemlig Glastonbury. De ældste beretninger om den kristne udgave af Gralen går kun godt 1.000 år tilbage, så det er meget sandsynligt, at Grals-legenderne (og der er en hel del af dem) i virkeligheden stammer fra endnu ældre sagn. F. eks. sagnet om det magiske kar i Annwn.


Gralen står på Nationalmuseet


I modsætning til den kristne Gral er det magiske, keltiske kar imidlertid forlængst fundet. Det skete i 1891 ved rs i Nordjylland. Arbejdere i Rævemosen opdagede dengang et stort kar af sølv, da de skar tørv til den forestående vinter. Karret lå simpelthen midt i en stor klump tørv, og bestod af et sæt af plader, som kunne samles til det, vi i dag kan se på Nationalmuseet, nemlig den 70 cm. brede og 9 kilo tunge Gundestrupkedel.

     Eksperter i keltisk historie er enige om, at denne sølvkedel er et keltisk kunstværk, som for næsten 2000 år siden er blevet importeret til Danmark - måske ligefrem som krigsbytte. Blandt de mange figurer på karret ses bl. a. den hornede, keltiske guddom Cernunnos. På et tidspunkt er karret så blevet skilt ad og sat ud i den jyske mose som offergave.

Karret har aldrig været brugt til at koge suppe i eller blande punch i. Det har nemlig altid bestået af plader, som blev samlet med tråd, når karret skulle bruges. Det var derfor givetvis et kultkar, som blev brugt til vigtige ceremonier. Måske ceremonier som havde med død, renselse og genfødsel at gøre. Et af det vigtige - og gådefulde - motiver på det store kar viser en stor kvinde (nok en gudinde), der griber et menneske og med benene i vejret fører mennesket ned mod noget, der mest af alt ligner den kvindelige kønsåbning - altså en fødselsåbning.

     Det vi ser her, er efter alt at dømme et menneske, der føres ned i graven og dermed tilbage til Moder Jord gudindens skød. Det er altså en jordefærd, en begravelse eller måske endda en menneskeofring, vi er vidne til. Men det er sandsynligvis også mere end det. Billederne på karret fortæller om de ritualer og magiske handlinger, der engang skulle sikre den døde opvækkelse og genfødsel. Et så kostbart kar som Gundestrupkedlen må have tjent en vigtig funktion ved den slags handlinger.
     Om de så har virket, er en helt anden sag.

Myte eller virkelighed?


Det er nærliggende at tro, at beretningerne om Gralen og Udødelighedens Kar er stærke myter, fordi de udspringer af en fundamental angst i mennesket, angsten for døden og den totale udslettelse. Myterne antyder, at der alligevel er en udvej, en kattelem, der fører bort fra graven. Myterne fortæller imidlertid også, at man skal ud på en lang og farefuld rejse, før man kan nå frem til Gralen og det evige liv i sundhed.

     De fleste vil sikkert mene, at denne Grals-rejse er hele fortællingens pointe. Rejsen er udtryk for en proces, en bevidsthedsudvikling som fører til afklaring og måske endda til en indre vished om udødelighed, eller i det mindste til en tryghed ved døden.
     Der er dog også en del der tror, at Gralen findes i den virkelige verden, og at den er lige så reel som Gundestrupkedlen, der jo kan beskues i København de fleste af ugens dage mellem kl. 10 og 17. De tror altså, at der et eller andet sted findes et kar eller et bæger med okkulte og mirakuløse egenskaber. Nu og da tager nogle af disse Gral-overbeviste ud for at lede efter det magtfulde bæger. Som regel tager de til Glastonbury.

     Enkelte mener imidlertid, at Grals-legenden peger tilbage mod en ældgammel viden om livets og dødens mysterium. Måske kendte man endda engang i fortiden til hemmelige teknikker og medikamenter, som man gjorde brug af i arbejdet på at forlænge livet og overvinde døden. Hvor langt man nåede, er ikke godt at vide. Men alene arbejdet med dødsprocessen kan have givet anledning til sagn og myter. Og til bøger som f.eks. "Den ægyptiske Dødebog" og "Den tibetanske Dødebog", der jo begge er en slags guidebøger, der skal hjælpe bevidstheden sikkert gennem døden.

Velkommen til endnu en anderledes og eventyrlig rejse, hvor sikkerhed, oplevelser og høj kvalitet er en selvfølge.

Klaus Aarsleff,

forfatter og rejseleder​

​Trønningevej 14 C | 4520 Svinninge | Telefon: 30 70 90 75 | E-mail: info@livsrejsen.dk

Medlem af Rejsegarantifonden nr. 2620

RUNDREJSER

Overalt på kloden – til enestående

og gådefulde lokaliteter.

Bøger

Nye og antikvariske.

Myter, fortidsgåder, etnografika

Artikler

Tryk her for at se et udvalg af spændende rejseartikler.​

monstergab 250

STEDER AF KRAFT

Helligsteder og kraftsteder,

hvor det uforklarlige er tæt på...