ÆGYPTEN


Den store Sfinx ved Giza nær Cairo. Den er 73 meter lang 20 meter høj. Egyptologer siger, at den blev lavet af farao Kefren for 4.500 år siden, og at den sikkert viser faraos ansigt. Sfinxens ansigt har imidlertid ingen lighed med ansigtet på den Kefren-statue, der opbevares på Cairo Museum. Samtidig tyder dybe furer efter regnvand på, at Sfinxen er meget, meget ældre.

Sfinxen vogter måske over en fantastisk hemmelighed

Et ekko fra klipperne under Sfinxen afslører måske,

hvor et 10.000 år gammelt skatkammer ligger begravet.

Tekst: Klaus Aarsleff

Foto: Klaus Aarsleff og Robert Schoch

Nogle timers kørsel nord for New York City bor forfatteren og amatørarkæologen John Anthony West i en lille by ved navn Athen. Jeg møder ham en varm sensommerdag, hvor de amerikanske flag hænger dovent foran villaerne i byens få gader. West sidder i et lille kontor, der er ved at drukne i stabler af bøger og manuskripter. Det er bøger om det gamle Egypten og manuskripter om fortidsgåder og mysterier, som amerikaneren har syslet med i årtier.

     - De gamle egyptere havde en stor viden, som de fik overleveret fra en kultur, der fandtes på Jorden for tusinder af år siden, forklarer West.


John Anthony West

     

     - Jeg er overbevist om, at de endda kendte til en hemmelig videnskab om døden. De arbejdede på at overvinde døden, og de var kommet længere, end vi gør os forestilling om!

John Anthony West er en af de mange, der tror, at der findes et skjult kammer med mystiske fortidsskatte et sted i den store Keopspyramide eller måske under den vældige Sfinx-statue, der står nær ved pyramiderne. Der findes mange gamle sagn, der fortæller om dette skatkammer, og West er overbevist om, at sagnene taler sandt.

     - Den dag dette kammer bliver opdaget, vil vi pludselig stå ansigt til ansigt med underlige instrumenter og fantastiske tekster fra en kultur, der herskede over Jorden tusinder af år før Egypterne, mener John West.

Sfinxen er 10.000 år

De fleste egyptologere og arkæologer mener, at West er en fantast. Men West har faktisk skrevet en af de bedste og mest grundige Egypten guidebøger, der findes. Han har boet i Egypten i lange perioder, og en af hans vigtigste teorier blev for 12 år siden bekræftet af geologiske undersøgelser.

     West mener, at Sfinx-statuen er op mod 10.000 år gammel, og at den blev bygget af et ukendt folk, der herskede over store dele af verden lang tid før egypterne, grækerne og alle de andre kulturer, som vi lærer om i skolen.

     - Det kan meget vel være, at det var folk fra Atlantis, der lavede Sfinx-statuen, siger han, og rækker mig en bog af geologen Robert Schoch.

     Robert Schoch rejste i 1990 med West til Egypten for at undersøge klipperne omkring Sfinxen. Her er der fundet dybe slidmærker efter regnvand, der er skyllet ned over Sfinxen og de klipper, den er hugget ud af. Slidmærkerne er så dybe, at de kun kan være opstået efter mange år med masser af regn. Men pyramiderne og Sfinxen ligger ved ørkenen, hvor det sjældent regner. For 6.000 til 8.000 år siden var klimaet imidlertid anderledes i Nordafrika. Sahara var en frodig steppe og dengang faldt der masser af regn over de klipper, hvor Sfinxen og pyramiderne står i dag.

Schoch tror derfor, at statuen mindst er 6.000 til 8.000 år gammel. Og sandsynligvis er den langt ældre.


På dette foto kan man tydeligt se nogle af de dybe regnvandsfurer, der findes i kanten af de klipper, som Sfinxen er skåret ud af. Furerne tyder på, at Sfinxen er op mod 10.000 år gammel, siger geologen Robert Schoch. Manden på billedet går ved siden af Sfinxens hale, der ligger krummet op langs bagkroppen.

Et gådefuldt hulrum

Robert Schoch og John Anthony West lavede også nogle ekkolodninger ved Sfinxen under ekspeditionen i 1990. De lagde simpelthen en stålplade på klipperne rundt omkring Sfinxen og slog på den med en stor hammer. Bortset fra en voldsom ringen for ørerne, hver gang hammeren faldt, fik de også sendt lydbølger dybt ned i klipperne. Og ved at undersøge ekkoerne fra lydbølgerne fandt de ud af, at der er et stort hulrum under Sfinxens venstre forben. Det kan være, at det bare er en naturlig grotte. Men det kan også være, at der er et ukendt kammer i dybet under den store statue.

     Under tidligere boringer i sandstensklipperne foran Sfinxen har man fundet stykker af granit. Granit findes ikke naturligt i det nordlige Egypten. De gamle faraonere fik hentet det helt nede i Assuan, der ligger 900 km. syd for Cairo, og så brugte de granitten til det vigtigste og mest kostbare af deres byggeri.

     - Når man finder granit under Sfinxen tyder det derfor på, at der er et gammelt tempel-rum under statuen, mener Anthony West.

     Lige siden opdagelsen i 1990 har West søgt om tilladelse til at lave en boring ned til det hulrum, han har opdaget. Ved hjælp af et lille videokamera vil det være en smal sag at undersøge rummet og finde ud af, hvad det er.

Men tilladelsen er ikke kommet endnu, og West har forlængst mistet tålmodigheden. Han kan dog ikke gøre ret meget andet end at vente og håbe – og sende nye ansøgninger.


John Anthony West mener også, at et tempel ved siden af Sfinxen er meget ældre end man tidligere har troet. Under Kefrens regeringstid blev de store granitmure rejst, men de blev sat som pyntemure oven på nogle meget ældre vægge af sandsten. Man huggede endda granitpladerne til, så de passede oven på de stærkt slidte og allerede dengang meget gamle tempelvægge. Hvem rejste det første og ældste tempel? Og hvornår skete det? Blev det eventuelt bygget samtidig med at Sfinxen blev hugget ud af klippen ved siden af.

Tidskapsel eller ufo-base?

Måske findes der et ukendt granittempel eller bygningsværk under Sfinxen. Måske er det endda selve det skatkammer, som sagnene fortæller om. Og som skattejægerne længe har ledt efter i Keopspyramiden. Et kammer med sælsomme skatte, ældgamle tekniske vidundere og videnskabelige tekster nedskrevet for tusinder og atter tusinder af år siden. Sammen med meget nøjagtige kort over himlen og jordkloden.

West tror, at der er en chance.

     - Vi ser jo tit, at der ofte er mere end blot et gran af sandhed i den slags sagn. Samtidig ved vi nu, at Sfinxen og templet ved siden af sikkert er tusinder af år ældre, end vi før har troet. Efter min mening gør det det endnu mere nærliggende at tro, at der venter os et spændende fund i hulrummet under den gamle statue.

     - Nogle fantaster forestiller sig ligefrem, at der står en UFO i det skjulte kammer. Og at det var astronauter fra andre kloder, der kom med den gamle og mærkelige viden, som sagnene beretter om. Det tror jeg trods alt ikke. Men jeg er overbevist om, at der et eller andet sted ved pyramiderne findes et hemmeligt rum fyldt med skrifter og ting, der vidner om en ældgammel og forbløffende viden. Måske er der ligefrem tale om en slags tidskapsel, hvor vigtige bøger og opfindelser blev bevaret for eftertiden.

     Det kan endda være, at noget af den gamle viden blev lækket fra skatkammeret engang for længe siden. Kortforskere har i mange år undret sig over nogle meget nøjagtige verdenskort, der dukkede op i 1500-tallet, og som viser kyster og landområder, som ingen burde kende til for 500 år siden.

Umulige kort

Det første af de mærkelige kort dukkede op på Topkapi-paladset i Istanbul i 1929. I lang tid var der ikke nogen, der interesserede sig særligt for det gamle kort, der blev tegnet af admiral Piri Reis i 1513. Men så fik den amerikanske kortekspert Arlington Mallory fat i kortet i begyndelsen af 1950erne.

     Mallory opdagede, at Piri Reis kortet tilsyneladende er stykket sammen af flere forskellige kort, hvoraf nogle er så nøjagtige, at de slet ikke kunne være tegnet i 1513.

     Herefter gik Mallory på opdagelse efter andre gamle kort. Og han fandt bl. a. et verdenskort fra 1521, som tilsyneladende viser Antarktis. Ingen anede noget som helst om Antarktis i 1521. Det er et område på Jorden, som først blev opdaget og udforsket flere århundreder senere.

     Mallory studerede kortene meget grundigt, og han kom til det resultat, at de måtte være kopier af kort, der atter var kopier af kopier af kopier etc. af kort, som blev tegnet for op mod 10.000 år siden.

     Hvem tegnede disse kort?

     Interessant nok opdagede Mallory også, at Piri Reis kortet synes at være en del af et kort, hvor Cairo er centrum for opmålingerne.

Gåde-jagt for tålmodige

John Anthony West venter endnu på at få sin tilladelse til at sende et videokamera ned til hulrummet under Sfinxen. National Geographic fik efter flere års hårdt arbejde endelig lov til at sende en robot med et lille kamera op til en mini-dør i en kanal i Keopspyramiden. Det skete den 17 september i 2002. Døren blev opdaget af tyskeren Rudolf Gantenbrink i 1992, så det tog altså 10 år at få lov til at udforske døren, bore et hul i den og undersøge, hvad der gemte sig bag.

National Geographic fandt ikke noget skatkammer bag den lille dør men blot endnu en dør, så West venter stadig spændt. Måske bliver det ham, der opdager det fantastiske skatkammer, som de gamle sagn fortæller om. Hvis han altså nogensinde får lov til at bore det nødvendige hul ved Sfinxens venstre forben. Indtil nu har han ventet i over 20 år.

Velkommen til endnu en anderledes og eventyrlig rejse, hvor sikkerhed, oplevelser og høj kvalitet er en selvfølge.

Klaus Aarsleff,

forfatter og rejseleder​

​Trønningevej 14 C | 4520 Svinninge | Telefon: 30 70 90 75 | E-mail: info@livsrejsen.dk

Medlem af Rejsegarantifonden nr. 2620

RUNDREJSER

Overalt på kloden – til enestående

og gådefulde lokaliteter.

Bøger

Nye og antikvariske.

Myter, fortidsgåder, etnografika

Artikler

Tryk her for at se et udvalg af spændende rejseartikler.​

monstergab 250

STEDER AF KRAFT

Helligsteder og kraftsteder,

hvor det uforklarlige er tæt på...