|
|
Peru & BolivaEt tempel af umulige sten
På Bolivias Altiplano højslette ligger et tempel,
som ingen kan forklare
Tekst og foto: Klaus Aarsleff
Om natten lukker mørket sig over den næsten øde og nøgne Altiplano højslette i Bolivia. Her i 4.000 meters højde står stjernerne tindrende klart, og man kan tydeligt minut for minut følge Mælkevejens stjernebånd, når det lydløst glider hen over sletten. Kun hist og her i horisonten anes nogle klynger af svage lys fra de spredte bosættelser og landsbyer på højsletten.
En af disse landsbyer hedder Tiahuanaco. Den ligger på vejen mellem La Paz og Titicacasøen, og den er i sig selv ikke særlig bemærkelsesværdig. Nogle hundrede huse af soltørrede muddersten, en kirke, et par forretninger og en knejpe eller to...
Ved siden af landsbyen Tiahuanaco ligger imidlertid et af verdens mest gådefulde fortidsminder. Det er resterne af en hellig by, der er flere tusinde år gammel, og hvorom man kun ved meget lidt.
Her har jeg ofte været. For blandt templerne i Tiahuanaco er der især ét som sætter fantasien i sving. Det er et tempel af mure, som ingen kan forklare. Der er endda nogle der tror, at templet blev bygget af folk fra sagnlandet Atlantis for 10.000 år siden.
Templet hedder Puma Punku.
 Puma Punku ligner i dag en rodebunke.
Det er i så fald en af de mest ejendommelige rodebunker på jorden.
Mangekantede, planslebne sten
Puma Punku er en gådefuld ruin. Stenene i de gamle mure ligger i en vældig dynge, hulter til bulter. Det ser nærmest ud, som om en kæmpe har samlet templet op i et raflebæger, rystet det sønder og sammen - for derpå at smide hele molevitten ud i en bunke på jorden. Det må i så fald have været en gevaldig kæmpe, for de største af stenene vejer over 100 tons! Man har svært ved at forestille sig, hvilken naturkraft der kan have forårsaget denne totale ødelæggelse.
De fleste af stenene er af grå andesit, og det er en stenart der er hård som granit. Alligevel er stenene bearbejdet med en teknik, der næppe overtrumfes i noget andet fortidigt bygningsværk på Jorden. Stenene er forsynet med friser, indhug, mønstre, nicher og flader, der er perfekt planslebne med vinkelrette afslutninger og sammenføjninger. Ingen ved, hvordan Puma Punku’s bygmestre bar sig ad med at arbejde så overlegent i den hårde andesit. Man har aldrig fundet metaller, der er hårdere end bronze, og det er helt sikkert, at bronzeværktøj aldrig ville have været i stand til at tilhugge andesit så fornemt, som det ses ved Puma Punku.
Det er altså givet, at fortidens håndværkere på Andesbjergenes højslette må have kendt til værktøj og til arbejdsmetoder, som siden er gået i glemmebogen.
Analyseret i Ålborg
I tidens løb har jeg besøgt Tiahuanaco med adskillige turisthold, og mange dygtige danske håndværkere har tabt underkæben, når de så Puma Punku.
"Det her er ufatteligt. Jeg tror, at stenene er støbt," var der engang én der sagde.
For 2000 år siden kunne de gamle romere støbe med cement, så idéen var ikke helt tosset. Måske havde folk i Andesbjergene for længe siden opfundet en støbemetode, der gjorde det muligt at lave så enestående sten, som man ser i Puma Punku.
For at finde ud af, om stenene var støbt, stjal jeg engang et brudstykke, der lå på jorden ved siden af en af stenene. Dette stykke fik jeg sendt til Betonlaboratoriet på Aalborg Portland, hvor det blev analyseret. Svaret kom nogle dage senere: Stenen er ikke støbt. Den er krystallinsk og af vulkansk oprindelse. Der var altså tale om naturlig andesit.
Stenene er hentet til Puma Punku fra et stenbrud 70 km. borte. Der har været tale om en imponerende transport, idet nogle af stenene jo vejer et pænt stykke over 100 tons. På ruten mellem Puma Punku og stenbruddet ligger der nogle store, tilhugne sten, som åbenbart er blevet opgivet undervejs. Disse såkaldte "hvilende sten" bekræfter en teori om, at Titicacasøen engang nåede helt hen til Tiahuanaco. Man kan nemlig forestille sig, at stenene blev flådet hele vejen, og at de "hvilende sten" simpelthen er sten, der gik tabt ved skibbrud.
Kon Tikis by
Den første udgraver af Tiahuanaco og Puma Punku var en amatørarkæolog ved navn Arthur Posnansky. Han arbejdede i de gamle ruiner fra omkring år 1900 og frem til 1946. Og han kom til det resultat, at templerne må være blevet grundlagt for over 10.000 år siden, på et tidspunkt hvor Titicacasøen havde en anden udbredelse end nu.
Posnanskys teori bekræftes af, at der er fundet noget, som ligner havneanlæg ved Tiahuanaco. Det ville da også have været ganske naturligt, om Tiahuanacos grundlæggere havde valgt at placere deres by ved bredden af den store sø. At bredden så senere har flyttet sig 20 km., er en helt anden historie.
I dag har arkæologer kun skuldertræk til overs for Posnanskys tanker. Man er overbevist om, at der kun levede stenalderfolk p Bolivias højslette for 10.000 Âr siden – og altså ikke mennesker, der byggede imponerende templer. Officiel arkæologi forklarer, at Tiahuanaco blev grundlagt for 3000 Âr siden, og at byen blev opgivet omkring år 800 efter Kristus.
Lokale myter fortæller, at templerne blev bygget til ære for en hvid guddom ved navn Kon Tiki Virachoca. Der var ham, Thor Heyerdal opkaldte sin første ekspedition efter. Myterne fortæller også, at templerne er meget, meget gamle.
Ingen véd, om arkæologerne eller Posnansky har ret. Men én ting kan alle være enige om: Der er heller ingen, der ved hvordan de fantastiske sten i Puma Punku blev lavet. Og der er ingen, der ved, hvorfor fortidsfolk gjorde sig så stor umage med at skabe de besynderlige, mangekantede sten.
|
|
